Forside * Nyheder

Tim Cook: TV er et intenst interesseområde for Apple


Tim Cook bekræftede tidligt onsdag morgen dansk tid i et live-interview på AllThingsD-konferencen D10, at Apple har tænkt sig at fortsætte ud ad TV-vejen. Han bekræftede dog ikke eksistensen af et egentligt fjernsynsapparat.


Tirsdag aften lokal tid – onsdag morgen i Californien – satte Tim Cook sig i en magelig stol og lod sig interviewe af to af Apples største venner i det amerikanske journalistmiljø, Walther Mossberg og Kara Swisher. De to er redaktører på AllThingsD, der er Wall Street Journals medie om det digitale område, og et medie, der er kendt som havende et særdeles godt forhold til Apple.


Tim Cook var interviewgæst på D10, der er AllThingsD’s tiende konference, og både branchefolk og journalister håbede på store afsløringer, der naturligvis ikke kom. Dem gemmer Apple til deres egne event. Men Tim Cook lagde dog ikke skjul på, at TV er den næste store udfordring for Apple. Han kunne rapportere om, at Apples settop-boks, AppleTV solgtes i 2,8 mio. eksemplarer sidste år, men at den allerede i år har solgt 2,7 mio. styk. Hvis trenden fortsætter, vil antallet af solgte AppleTV-bokse altså fordobles i 2012.


Tim Cook understregede interessen i at fortsætte ned ad TV-vejen ved at sige: “Dette er et område, vi interesserer os intenst for”, hvilket han fulgte op med ordene: “Vi vil prøve at blive ved med at hive i snoren og se, hvor det bærer os hen.”


Så der er ingen tvivl om, at der står TV på fremtidskortet hos Apple. Spørgsmålet er så, hvordan firmaet kommer til at invadere markedet. Spurgt direkte om, hvordan han havde tænkt sig at ændre TV-branchen, grinede Tim Cook blot og gled af på spørgsmålet.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.