Fra Sean Connery til Daniel Craig – alle 22 James Bond 007-film kommer nu på Blu-ray i en stor boks, der kan købes fra september.
Hvis du foretrækker din Vodka Martini rystet, og ikke omrørt, så foretrækker du sikkert også at købe dine film på Blu-ray. Eller også er du så glad for gadgets, at du streamer dem til dit armbåndsur i 4K-opløsning, der samtidig er en bazooka og en flammekaster i ét.
Uanset hvordan, man er Bond-fan, så kommer man næppe udenom den nye Blu-ray-boks, der er på vej i forbindelse med 50-års jubilæet for den første James Bond-film i den officielle serie, ‘Dr. No’. Boksen indeholder alle 22 hidtidige 007-film, samt det bonusmateriale, der følger med hver film. Derudover er der en skive med hele to dokumentarer om Bond og de seks skuespillere, der har spillet ham hidtil (i den officielle serie.)
Boksen lander i slutningen af september, og vil også indeholde video-blogs og trailere fra den næste James Bond-film, ‘Skyfall’.
Den danske pris kender vi ikke endnu, men Amazon i USA er begyndt at tage imod forudbestillinger til 200 dollar stykket, så mon ikke, boksen kommer til at koste mellem 1200-1500 kroner i Danmark?