Forside * Nyheder

Galaxy S III slår konkurrenterne på skærmen


I følge Engadgets test-skribent er HTC One X dårligere til kontrast og sortgengivelse end Samsung Galaxy S III, til trods for brugen af Real Stripe- frem for PenTile-teknologi. Forskellen på de to kan ses på billedet – hvor man ikke skal regne med sortgengivelsen, i øvrigt.


 


Er Galaxy S IIIs skærm dårligere end HTC One X, eftersom den ene bruger PenTile-princippet og den anden bruger Real Stripe? Ikke, hvis man spørger en skribent hos websitet Engadget.


Recordere-læserne har tjek på tingene. Det varede ikke længe, fra vi havde haft Samsungs nye Galaxy S III i hånden og var blevet begejstrede over skærmens kvalitet, før kommentarsporene blev fyldt op af læsere, der påpegede, at S III “kun” har en Super AMOLED HD-skærm, og ikke en Super AMOLED Plus-skærm. Forskellen er fordelingen af pixelsne (eller rettere: sub-pixels), der kan gøres efter PenTile- eller Real Stripe-princippet. Forskellen på fordelingen kan ses i billedet ovenfor.


Real Stripe har flere subpixels end  PenTile, og derfor er der mange, der mener, at sidstnævnte ikke helt er af samme kvalitet som førstnævnte, og LG har endda været ude og kalde Samsungs Super AMOLED-teknologi baseret på PenTile for uværdig til at bære HD-betegnelsen.


Samsung svarede igen med Super AMOLED Plus, der har Real Stripe-teknologi. Men det er ikke Plus-teknologien, der sidder i skærmen på den nye Galaxy S III. Dens skærm er lavet efter PenTile-princippet. Det undrede websitet Engadgets anmelder, eftersom forgængeren, Galaxy S II havde Real Stripe-teknologi ombord, ganske vist i en mindre skærm med en noget lavere opløsning.  Det fik især anmelderen til at ville sammenligne med HTC One X, der har Real Stripe-teknologi, samme opløsning på skærmen og kun 0,1 tomme i størrelsesforskel.


Men hvis man har stået med begge telefoner i hånden, og alligevel synes, S III’erens skærm er bedre, kan der være en forklaring. Engadgets anmelder, Richard Lai, påpeger kontrasten og dybden af sort som en væsentlig faktor, hvor S III’eren stikker af – til trods for brugen af PenTile. Man skal åbenbart i den forbindelse stole på, hvad manden skriver og ikke billedet ovenfor, hvor One X’s sort-gengivelse ser væsentligt bedre ud. 


Overordnet set kan S III-skærmen for folk uden mikroskop-øjne derfor sagtens virke bedre end HTC One X’s skærm. Men Recorderes endelige holdning kan naturligvis først afgøres, når Samsung giver os Galaxy S III på testbænken til en mere dybdegående undersøgelse.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.