Dette er ikke iPhone 5, men en af flere koncept-ideer om hvordan den nye iPhone kunne se ud.
Steve Jobs arbejdede på iPhone 5 helt frem til sin død. Kilder fortæller om nyt design og bekræfter den større skærm.
Finansmagasinet Bloomberg bringer nu en artikel om den nye iPhone. Her bekræfter kilder oplysningerne fra The Wall Street Journal og Reuters, om at den nye iPhone får en større skærm.
Bloomberg har talt med 3 forskellige kilder, der ikke ønsker at stå frem med navn, da planerne endnu ikke er offentlige.
Apple giver den næste iPhone en større overhaling, for at ruste sig til kampen mod konkurrenterne. Der bliver tale om et helt nyt design med en skærm der er større end den nuværende 3,5″. Årsagen er at trenden går mod større skærme, fordi smartphones i dag bruges til mange forskellige ting som at surfe på nettet, spil mv.
Den nye telefon bærer Steve Jobs fingeraftryk. En af kilderne fortalte at han arbejdede på iPhone 5 helt frem til sin død.
Apple har ikke ønsket at bekræfte oplysningerne overfor Bloomberg.
iPhone 5 ventes til efteråret, og lige nu peger det mest mod en oktober-lancering som med iPhone 4S.