Så er der godt nyt for de mange Recordere-læsere, der har sat en VPN op, så de kan bruge tjenester som Hulu og Netflix i deres hjem. De, der bruger Xbox 360 som settop-box kan nu også kaste sig over Amazon.coms streaming-tjeneste.
Amazon har været indholdsudbyder i nogen tid, og har f.eks. kunnet levere alverdens musik i mp3-format på en meget enkel måde, hvor alt kan klares direkte i browseren. Amerikanske kunder har også kunnet streame TV og musik via Amazon, men det har ikke ligefrem været nogen elegant løsning.
Det kan man dog ikke sige er tilfældet med Xbox 360-interfacet, der gør det lige så nemt at tilgå Amazons tjeneste, som det er at tilgå føromtalte Hulu eller Netflix. Tjenesten kræver dog – ligesom de andre tjenester på Xbox, at man har et Xbox Live Gold-medlemskab. Oveni skal man så være medlem af Amazon Prime.
Det kan dog godt betale sig, da Amazon Prime har et større udvalg end Netflix. Amazon Prime er dog ikke abonnementsbaseret, man betaler pt. køb – men ofte er det billigere end den nærmeste konkurrent, iTunes.
Tjenesten har været tilgængelig på PS3 siden april.