Indledning
Den perfekte smartphone for skribenten Morten Bay består af dele fra de tre store platforme, iOS, Android og Windows Phone. Hvorfor skal der gås på kompromis hele tiden, spørger han i denne klumme.
Okay, jeg indrømmer: Selvom jeg lever af at rapportere om teknologi og bruger det meste af min tid på at følge med i, hvad der sker på forbrugerelektronik-markedet, så kan selv jeg få åndenød.
Med den flodbølge af modeller indenfor f.eks. laptops, tablets og ikke mindst smartphones, vi ser i disse dage, er det huleme svært at holde overblikket. Men det er jo det, sådan nogle som os gadget-journalister får vores penge for, sådan så I læsere slipper for det.
Jeg gør det naturligvis også med glæde, drevet af en umættelig interesse for det nyeste nye og en rendyrket kærlighed til forbrugerelektronik.
Når jeg lige nævner dette forbehold i starten af denne klumme, er det primært fordi, jeg om lidt går i gang med at brokke mig helt vildt over, at jeg ikke kan få en smartphone, der opfylder alle mine ønsker og krav til, hvad sådan én skal kunne. Og så vil jeg bare fra starten gøre det klart, at der sagtens kan være en sådan model derude, som har forbigået min opmærksomhed.
Skulle det være tilfældet, hører jeg meget gerne om det i kommentarfeltet – helst uden for mange ydmygelser, tak?
Ubeslutsom
Men mit problem er dette: Der er så mange ting, jeg er vild med på alle de tre store smartphone-platforme, at den perfekte smartphone for mig vil være en kombination af dem alle tre. Hvis jeg kunne, ville jeg for eksempel helt vildt gerne købe en Nokia Lumia 900, der lige er kommet på gaden her i USA, hvor jeg bor og er Jeres ydmyge korrespondent.
Lumia’en har nemlig lige præcis den kamerakvalitet, jeg mener en smartphone bør have. Det er en 4G-telefon, hvilket jeg gerne vil prøve af. Og så har den Windows Phone ombord, som jeg faktisk mener er et ret suverænt OS til smartphones.
Det kører superglat og lækkert, er hamrende intuitivt, alle ikoner og fonte er store og nemme at skabe overblik over, og så kan den spille godt sammen med min Xbox 360 via Xbox Live.
Mail og social hub
Men de to allerfedeste funktioner i Windows Phone er mail-klienten (den bedste af alle smartphones native-klienter, synes jeg) og den sociale hub. Sidstnævnte betyder, at jeg ikke behøver åbne separate apps for at se, hvad folk skriver på Facebook og Twitter, men kan se det hele i ét skærmbillede, hvorfra jeg også kan poste en statusmeddelelse eller lave et tweet. Eller svare på noget, nogen skriver til mig.
Så hvorfor ikke bare holde sig til Windows Phone? Fordi App-markedet på Windows Phone-platformen stadig ikke er oppe i niveau med Android og iPhone.
Der mangler simpelthen for mange apps. Jeg kan ikke på en nem måde tjekke min danske bankkonto, fordi DanskeBank-app’en ikke findes til Windows Phone endnu. Jeg kan ikke bestille taxi’er gennem den suveræne TaxiMagic-app, som jeg også kan betale igennem og som jeg derfor bruger konstant.
Derudover har Windows Phone-platformen den ulempe, at jeg ikke kan stoppe et microSD-kort i ret mange af de modeller, der kører på denne platform. Der har været store problemer med almindelige microSD-kort i Windows Phones, og Nokia’en, som har det kamera, jeg gerne vil have, har ikke noget slot til udvidelse af hukommelsen.
For lidt plads til musikken
Og jeg beklager, men 16Gb er simpelthen bare ikke nok. Min musiksamling består af over 10.000 albums og 120 GB (lovlige) lydfiler i forskellige kompressionsformer. Når jeg gerne vil have et godt udvalg med ud at rejse, og måske gerne også vil kunne se en film eller lignende på min smartphone, så skal jeg hele tiden bruge tid på at prøve at forudsige, hvad jeg har lyst til at lytte til om nogle dage.
I sådan et tilfælde er det godt med tjenester som Spotify, WiMP og lignende, men de giver så bare ikke nødvendigvis den kvalitet, jeg gerne vil lytte i – og er i øvrigt svære at bruge på f.eks. en ti-timers flyvetur eller en togtur gennem Midtjylland, hvor man skal være glad for bare en smule 2G-dækning.
Så kunne jeg jo købe en 64GB iPhone 4S. Så går jeg godt nok lidt på kompromis med kameraet, og den kan heller ikke udvides, men jeg får (næsten) den lagerplads og alle de apps, jeg skal bruge. Jeg får den samme, hvis ikke bedre, intuitive, glidende brugerflade, som på Windows Phone. Men så er problemet skærmen.
Jeg har i et stykke tid nu haft min iPhone 4S 16GB liggende i skuffen, fordi jeg har brugt et anmeldereksemplar af Motorola RAZR i stedet. Og når man først har vænnet sig til en 4,3″ skærm synes jeg, det er møgsvært at komme ned på iPhones noget mindre skærm. Og jeg havde jo i øvrigt planlagt, at min næste telefon skulle være en 4G-telefon. Hrmff!
iOS mangler en god mailklient
Problemet med iPhone 4S er også, at jeg endnu har til gode at se en mailklient på iOS, der er lige så god som den, der sidder i Windows Phone.
En af sidstnævntes hovedfeatures er dens evne til at sortere efter ulæste mails. Det bruger jeg hele tiden! Og det kan jeg ikke på en iPhone. iOS’ mailklient er simpelthen bare ikke oppe på den standard, jeg er vant til fra Apple. Det er heller ikke standard på Android-telefoner, men Motorolas egen klient i den RAZR, jeg bruger lige nu, kan også sortere efter ulæste mails.
Men det er Motorolas egen klient, og den har så bare den ulempe, at den ikke samarbejder ordentligt med min Hotmail. De mails, jeg sletter på telefonen bliver ikke slettet på serveren og det samme problem opstår i markeringen af læste og ulæste mails. Det er muligvis, fordi jeg skal have sat min Hotmail-konto op til IMAP, men det burde f? ikke være nødvendigt! Hvor er intuitiviteten?
Dertil kommer, at Android bare er irriterende at bruge. Det kræver hele tiden en masse opsætning og genstarter, fordi Android-platformen skal tilfredsstille alle hardware-konfigurationer og i øvrigt stadigt er et ungt system.
Det minder mig allermest om, hvordan Windows var, før Microsoft forstod at stabilitet rent faktisk var noget, vi brugere satte pris på. Til gengæld har min RAZR den bedste talegenkendelse. Modsat SIRI eller Windows Phones tilsvarende service, kan jeg diktere sms’er på engelsk i min bil stort set uden at Android misforstår mig.
Men så opstår der andre problemer:
Som en af mine Recordere-kolleger, Jeppe Christensen, i øvrigt også gjorde mig opmærksom på, så er der en lillebitte forsinkelse fra når man klikker på noget i Android, til at der sker noget.
Det skyldes angiveligt, at Android-kernen oprindeligt ikke er bygget til touch-interfaces, og derfor skal sætte en større beregning i gang for at udføre kommandoen. Efter jeg er blevet opmærksom på det, irriterer det mig grænseløst. Og når jeg roder med min iPhone, min gamle Samsung med Windows Phone fra forrige år eller med min iPad, er den forsinkelse der ikke.
Møgforkælet
RAZR’en er ellers tættest på at opfylde mine krav. Den har en stor, lækker skærm, microSD-slot, en fantastisk batterilevetid og en god, tynd størrelse og vægt. Men dens kamera er irriterende, fordi man ikke kan sætte en hardware-knap til at agere udløser i kameraet. Som man f.eks. kan på Windows Phone og i visse foto-apps på iOS.
Så kunne man jo overveje en anden, lignende Android-telefon fra f.eks. Samsung eller HTC. Men her er batteritiden som regel for kort, eller også er de for klodsede i designet. Og i ingen af dem er kameraet, hvad det burde være.
Ovenstående er, hvad den amerikanske komiker ville kalde et “white people problem”. Et luksusproblem, der kun opstår, fordi jeg er en møgforkælet gadget-skribent med et personligt budget til teknologi. Der er mennesker, der bor ikke så langt fra mig, der ville gøre hvad som helst for bare at eje en smartphone.
Men når det er sagt, så er det da lidt underligt, at ingen af de store mobil-OS-producenter eller smartphone-fabrikanter har lykkedes med at lave den gyldne kombination af lækkert design, stor skærm, 4G/LTE, state-of-the-art mobilkamera, microSD-slot, social medie-hub, en ordentlig email- klient, en fornuftig batterilevetid, god stemmegenkendelse, god lyd i hørebøfferne og adgang til de apps man skal bruge.
Nogle bud?
