Indledning
Nogle gange fyger det til på kommentarspor, internetfora og andre offentlige netsteder med hidsigheder om et eller andet forbrugerelektronik-brand. Og det er som regel altid de andre, der er nogle idioter. I denne klumme kigger skribenten Morten Bay lidt på Fanboy-begrebet.
Fanboy- (eller fangirl-)begrebet er altså noget underligt noget. I mange årtier har vi været vant til at se hardcore-fans indenfor sport og musik, der var så hardcore, at virkeligheden blev skæv, fakta blev forvrænget og den emotionelle forbindelse langt overgik fornuften.
For der er åbenbart forskel på at være Fan og Fanboy. Og forskellen ligger tydeligvis i at al logik, men også al åbenhed, empati og venlighed ryger ud af vinduet hos Fanboys. I de sidste par årtier er denne tendens desværre også sneget ind i forbruger-elektronikkens verden.
Nu vil nogle, der har læst mine klummer før, sikkert tænke: “Nu skal han svine Apple til igen.” – Men faktum er, at jeg ikke har nogen grund til at kritisere Apple. Jeg er faktisk selv stor fan af deres produkter, og selvom jeg ikke lige bruger min iPhone lige nu, så er min nye iPad og min AppleTV ikke til at vriste fra mig. Jeg synes, deres produkter er lækre, og jeg betaler gerne lidt ekstra for den lækkerhed – hvis jeg altså har brug for et af deres produkter.
Jeg bliver kaldt Fanboy af Apple-hadere, mens Apple-Fanboys kalder mig for Apple-hader. Det må jo betyde, at jeg har min objektivitet i orden, når folk på denne måde har svært ved at placere mig som journalist.
Men nu er dette en klumme, så her må jeg gerne lade min egen holdning komme til orde.
Min holdning er dog desværre lige så kedelig som min tilstræbte objektivitet, når jeg skriver nyheder: Jeg synes at nogle Apple-produkter er fede, og andre er ufede. Jeg bruger dem, når jeg har lyst og brug for dem, og bruger Microsoft- eller Google-produkter (eller noget helt tredje), når jeg mener, de er bedre.
Klaner og Lovemarks
Med undtagelse af ovennævnte firmaers forsøg på at indfange én i deres økosystemer (hvilket sagtens kan omgås, hvis man ved noget om teknologi), så er der i virkeligheden ikke ret meget grund til at være overdrevet loyal overfor et bestemt mærke indenfor forbrugerteknologi. Der er så stort et udvalg lige nu, at man sagtens kan købe og vælge ud fra pengepung og behov.
Det er f.eks. de færreste mennesker, der KUN køber ét mærke indenfor tøj, og de fleste ville sikkert også lige tjekke de konkurrerende mærker ud, hvis man skulle bruge en ny vaskemaskine eller et nyt køleskab.
Men alligevel er der tilsyneladende et stort behov for visse grupper at forsvare deres valg i så stor en grad, at det kommer til ubehageligheder, tilsvining eller i bedste fald: Kommentarer med så ulogisk et indhold, at man må ryste på hovedet.
Men kærlighed gør som nævnt blind, og jeg tror simpelthen, der er to ting på spil her, når vi snakker Fanboys.
For det første har visse mennesker et behov for at være en del af en gruppe. Helt instinktivt har vi mennesker en tendens til at gruppere os i klan-lignende netværk og grupperinger.
Mennesket søger ofte subkulturer. Det er et spørgsmål om at vi skal kunne skabe en identitet som computernørd, filmfan, FCK-tilhænger, lystfisker eller strandløve. Eller hvad det nu kan være. Og med netværkssamfundets forøgede muligheder for at finde ligesindede, klumper vi os sammen endnu mere end før.
Desværre betyder det også for nogle mennesker, at de er nødt til at svine de andre klaner til for at cementere deres eget tilhørsforhold og for at forstærke deres egen identitetsfølelse.
Det andet, der er på spil, er en ny måde at bruge brands på. Kevin Roberts, der er topchef i reklamegiganten Saatchi og Saatchi, skrev for nogle år tilbage en bog, der hed Lovemarks. Bogen er et interessant studie i, hvordan visse brands overgår fra blot at være et varemærke, til at være noget, man har en emotionel forbindelse til.
Når et brand bliver så populært, at dets fans forbinder sig til det med følelserne, bliver det til et Lovemark, og der indtræder en tilstand, som Roberts kalder for Loyalty Beyond Reason – loyalitet ud over enhver fornuft. Man holder op med at holde af brandet af rationelle årsager, men nærer ren kærlighed til brandet.
Han nævner Apple som et specifikt eksempel og især iPod’en, som på det tidspunkt, da bogen udkom, var noget andet end en mp3-afspiller. Det var en iPod, nærmest en kategori for sig selv. Men han nævner også brands som IKEA, Harley-Davidson og Nike som eksempler på brands, hvor folk slår hjernen fra, når de kommer i kontakt med et produkt, og blot lader forelskelsen råde.
Aggressiv territorialkamp
Med disse to fænomener in mente er det måske ikke så underligt, at vi også ser den slags aktivitet indenfor forbrugerelektronik. Og nej, Apple er bestemt ikke det eneste eksempel, selvom deres Fanboys har en tendens til at være meget højlydte med deres Apple-tatoveringer, Apple-klistermærker på kofangeren og kritik af alt, der ikke står Apple på.
Antallet af Microsoft-Fanboys er langt mindre (i hvert fald de, der tør gøre opmærksom på det), fordi Microsoft ikke anses for at være “cool”. Men de er der!
Værre bliver det, når vi bevæger os længere ind i nørd-universet. Prøv engang at overbevise en Linux-fanatiker om at Microsoft-chefer ikke er onde mennesker, og at Windows rent faktisk kan bruges til noget. Eller prøv at få en forbrugerpolitisk bevidst programmør til at købe en iPhone. På Wikipedia-opslaget for Fanboys bruger de CPU-producenterne Intel og AMD som eksempler, samt krigen mellem nVidia- og ATI-fanboys på gamerfronten.
Men man behøver skam ikke være så nørdet. Selvom folk på dette site formodentlig ikke er blandt dem, er der folk, der aldrig vil købe andet en B&O, også selvom folk med forstand (som f.eks. Recorder-læsere) kan argumentere stolpe og ned for, at det er en dårlig idé at betale så mange penge for noget, der kvalitetsmæssigt ikke er på højde med prisen, og at man betaler alt, alt for meget for designet.
I den anden ende af spektret kan jeg huske, da jeg skulle rådgive min søster, da hun og husbonden skulle skifte katoderørs-TV’et ud med en LCD-skærm. Lige meget, hvor meget, jeg fortalte dem, at analog-tuneren (det var dengang) og højttalerne i Samsung-TV’et var forfærdelige, så ville de kun have en Samsung. Fordi deres fjernsyn var pæne.
Tag det nu roligt
Fornuften råder altså ikke nødvendigvis i forbrugerelektronikkens verden.
Men én ting synes jeg godt, jeg vil opfordre til: Lad os respektere hinandens Fanboy-grupperinger.
Bare fordi vi er håbløst forelskede i Star Wars-sagaen, Sonos-anlæg, Game of Thrones, iPads, Android-telefoner eller noget helt tredje, betyder det altså ikke, at alt andet derude er noget møg, og at de andre er nogle idioter. De er bare lige så store fans af noget andet.
