Forside * Nyheder

Ikke Yousee…men Youzee!


Spanien-Danmark lyder måske som en fodboldkamp. Men det kan i stedet blive en krig hos EU-domstolen om retten til et navn. En ny spansk filmstreaming-tjeneste kalder sig nemlig for Youzee.


Det her kan blive rigtig sjovt at følge. I Spanien har man også fundet ud af, at det der med film on-demand er rigtig fedt, og derfor har en ny start-up-virksomhed netop lanceret en Netflix-agtig tjeneste. Her kan man for omkring 7 Euro om måneden få fri adgang til et stort udvalg af film fra både Spanien og Hollywood i såvel tekstede som dubbede versioner med Spansk tale. Nogle film er dog ikke med i dette udvalg, men disse kan så i stedet streames á la carte for priser, der starter ved 3 Euro for SD-kvalitet.


Og hvorfor er det så interessant at høre om en spansk streamingtjeneste på et dansk website? Ud over, at det er interessant, at all-you-can-eat-streamingtjenester baseret på en lav, månedlig abonnementspris nu for alvor spreder sig i Europa, så er der lige noget med navnet på denne her tjeneste.


Den hedder nemlig Youzee. Ikke YouSee, men Youzee. Og det havde i og for sig været fint nok, hvis ikke det lige var fordi, danske YouSee også roder med streaming af film. Fordi både Spanien og Danmark er i EU sammen, kan Youzee være et problem for YouSee, hvis de beslutter sig for at udvide til andre lande i Europa – og vice versa, Youzee vil næppe kunne beholde navnet, hvis de besluttede sig for at udvide i Danmark.


Så det kan være, vi snart ser et rask lille spansk-dansk opgør, der ikke foregår på fodboldbanen, men i stedet i retssalene.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.