Forside * Nyheder

E-Bogs-sagsanlæg vælter ned over Apple og deres forlagspartnere

 



 


Apple er sammen med fem af verdens største bogforlag blevet sagsøgt af det amerikanske justitsministerium, de er blevet undersøgt af EU og nu overvejer de australske myndigheder også at skride til handling i en sag om ulovlig prisdannelse på e-bøger.


Når Apple sælger e-bøger i iBookstore, så sker det efter Apples sædvanlige forretningsprincipper. Det betyder, at Apple tager 30% af kagen, akkurat som de gør, når de sælger film, TV-serier og musik på iTunes. Men problemet er, at de aftaler, som Apple har lavet med de store bogforlag i denne forbindelse, forhindrer fri prisdannelse på markedet. For eksempel kan det ikke lade sig gøre for et forlag at gå ud og sælger bøger med tab for at skabe opmærksomhed omkring dem. Og det fik i december EUs konkurrencemyndigheder til at sætte en undersøgelse i gang af Apple og de fem store bogforlag HarperCollins, Penguin, Macmillan, Hachette og Simon & Schuster.


Senere sprang også de amerikanske myndigheder på, og det førte onsdag til meddelelsen om, at der bliver anlagt sag mod Apple og de fem forlag fra det amerikanske justitsministerium. Det fik øjeblikkeligt tre af forlagene til at fremsende et forslag til et forlig. Ifølge radioprogrammet Marketplace vil Apple, Penguin og Macmillan afprøve sagen ved domstolen.


Nu overvejer de australske konkurrencemyndigheder også at gå ind i sagen. Australiens “Competition and Consumer Commission” opfordrer nu australske firmaer med relation til bogmarkedet til at klage, hvis de mener, at deres konkurrencevilkår er forvredet. Der skal næppe meget mere end et par stykker til, før lignende tiltag vil finde sted “down under”.


Skulle retten finde, at Apples forretningsmodel er konkurrenceforvridende, kan det får betydning, ikke bare for Apple, men for hele e-bogsmarkedet, hvis ikke hele markedet for digital content.


 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.