Canons prototypeskærm på 30 tommer har 4K-opløsning ? men den kommer ud i produktionsmiljøer og ikke vores stuer.
Kameraproducenten satser hårdt på 4K-standarden, og lancerer senere i år en LCD-skærm med 4K-opløsning rettet mod produktionsmiljøer.
I sidste uge kunne vi fortælle om Canons nye 4K-kameraer, der lige pludselig gør det væsentlig billigere og nemmere for prisbevidste produktionsselskaber og selvstændige filmskabere at komme med til 4K-festen.
Nu har Canon så også præsenteret en skærm, der er i stand til at vise den høje detaljegrad, som vi får med 4K-video. Der er tale om en 30-tommer LCD-skærm, og de mange pixel er presset så tæt sammen, at man ikke kan adskille dem med det blotte øje uanset, hvor tæt man kommer på.
Indtil videre er Canon kun klar med en prototype, men senere på året vil firmaet sælge den til produktionsmiljøer verden rundt. Vi kender ikke prisen, men selvom den sikkert bliver dyr i forhold til typiske forbrugerpriser, så er det godt nyt for os, der glæder os til at få 4K ud i stuerne.
Med kameraer, produktionsværktøjer og skærme, der alle understøtter 4K, så er det forhåbentlig blot et spørgsmål om tid før vi begynder at se de første satellitkanaler, Blu-ray-film og streamingtjenester, der tilbyder indhold i den ultrahøje HD-opløsning.
Kilde: Engadget