Forside Emner Spil fokus

Spilanmeldelse: Ridge Racer Unbounded


Lider du af tung speederfod og mener at bremser er for tøser, vil du muligvis finde stor glæde ved seneste udgave i Ridge Racer serien. Spillet, der bærer undertitlen Unbounded foregår i Shattered Bay, et navn der passer ganske glimrende til gameplayet.


Destruer byen


Der er nemlig tale om et voldsomt og adrenalinpumpende bilspil, lidt i stil med Burnout og Need for Speed Hot Pursuit. Realisme er der stort set ingen af og dine biler er mere holdbare end en foldblods tank. Stort set alt i byen kan destrueres med bilen, hvilket betyder at det konstant flyder med murbrokker, havarerede biler, nedlagte lygtepæle og meget andet. Du stilles i spillet overfor forskellige løbstyper og optjener, hvad enten du vinder eller ej, rangpoint som med tiden åbner nye områder i Shattered Bay, giver dig byggematerialer til banecreatoren, åbner nye biler osv.



Hovedingrediensen i Ridge Racer Unbounded er fart, drift og boost. Banerne byder på krafige sving, som tvinger dig til at lære at drifte, altså at skride igennem svingene. Gør du dette på fornnuftig vis, optjenes boost, som f.eks kan bruges til at give bilen et ordentlig los bagi når konkurrenterne skal indhentes. Du kan også bruge boost til at smadre dine modstandere, eller måske flæske en bygning, så du får adgang til nye veje. Især det sidste ser godt ud, når du med voldsom hastighed smadrer igennem en bygning, hvorefter spillet slår over i en cut-scene når du flyver ud fra fjerde sal og lander på vejen og igen overtager styringen. Cutscener vises også når du crasher modstandere (som vi så det i Burnout). Disse klip er dog sindssygt lange og temmeligt mørke, hvorfor man hurtigt trykker sig videre. Det samme må siges når man selv kører galt. Billedet bliver sort/hvidt og virker ikke ret inspirerende udført. Her kan man desværre ikke trykke sig videre.



Lav dine egne baner


Banerne i Unbounded er mange, men minder en del om hinanden bl.a. fordi  Shattered Bay er en temmelig mørk og grå by. Mere variation bydelene imellem havde pyntet synes jeg. Til gengæld er spillet stort og du kan vitterligt blive ved at finde nye baner. Dette skyldes spillets banecreator, hvor du selv kan lave baner og derefter lægge dem online. Undervejs i singleplayerdelen vinder du nye elementer til din banecreator, så du til sidst kan lave nogle rigtigt lækre løb. Det er let at lave egne baner og handler mest om at du vælger hvordan vejene I kører på skal udformes. Omgivelser mv. sørger spillet selv for.


Styringen af bilerne er som nævnt 100 % arcade og 0 % realisme. Drift delen tager noget tid at lære, men den fungerer godt og det ser lækkert ud når det hele går op i en højere enhed.


Grafik og lyd er standard, hverken synderligt smukt eller på nogen måde beskæmmende for oplevelsen.



Konklusion


Ridge Racer Unbounded er et solidt bilspil til folk der holder af ekstrem fart, godt kan lide at smadre sine modstandere, og som ikke ynder at bruge bremsen. I en direkte sammenligning med tidligere nævnte Burnout og Need For Speed Hot Pursuit, har Ridge Racer Unbounded i mine øjne ikke helt samme power og lækkerhed over sig. Men bortset fra det er det et glimrede arcadespil, som fans af genren sagtens kan gå i kødet på.


Karakter: 7/10


 


Udgives af: Namco Bandai


Ude nu til PC, PS3 og Xbox 360


Testet på Xbox 360

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.