Facebook udvider nu deres Download Your Information-feature til at omfatte langt flere informationer. Det betyder, at du nærmest kan putte hele dit liv ind i et Excel-ark og lave en analyse.
Det siges, at “Big Data” er fremtidens store forretningsområde. Altså viden, der kan processeres på forskellig vis og forudsige trends eller fortælle os noget om, hvordan tingene ser ud lige nu. Det synes Facebook i hvert fald at tro på. Sitet holder som bekendt øje med alt, hvad du foretager dig på det sociale netværk og smider ingen af disse informationer væk.
I 2010 afslørede Facebook så en funktion, der hedder Download Your Information, der giver brugeren adgang til selv at downloade alle disse data med henblik på at analysere sin egen adfærd. Denne funktion er nu blevet udvidet betydeligt ved at der er blevet givet adgang til endnu flere af de information, Facebook gemmer på.
Udover vennelister, billeder, chats, posts og meddelelser kan man nu også downloade informationer om IP-adresser, tidligere navne, du har brugt, og venneanmodninger, du har foretaget. Facebook skulle angiveligt samle informationer ind i 84 kategorier, og alle disse kategorier vil med tiden blive tilgængelige.
Og så er det jo bare at downloade og ploppe det hele ind i et stort Excel-ark. Så behøver du ikke en psykolog for at fortælle dig, om din adfærd er hensigtsmæssig for dit liv eller ej. Lad os håbe, det aldrig bliver et krav at man sender et sådant regneark med i en jobansøgning…