Når du skal ud at flyve i en nær fremtid, kan det være du slipper for at købe magasiner og blade bare for at have underholdning i den ofte kedelige periode, indtil man når marchhøjde og må tænde for f.eks. sin iPad.
En af de toneangivende luftfartsmyndigheder på den globale scene, amerikanske FAA (Federal Aviation Authority), overvejer nemlig at tillade brug af tablets indtil man når de magiske 10.000 fod. Det fandt New York Times-journalisten Nick Bilton ud af, da han for nylig ringede til FAA for endnu engang at prøve at få et videnskabeligt funderet svar på, hvorfor man ikke må bruge forbrugerelektronik i fly før et stykke inde i flyvningen. For en gangs skyld var svaret ikke bare: “Fordi sådan er det bare!?
Tværtimod lød meddelelsen fra Laura J. Brown, der er Deputy Assistant Administrator for Public Affairs hos FAA, at man har besluttet sig for at se på sagen med ?friske øjne?. Indtil videre har det været op til flyselskaberne at udføre de tests, der skal til for at bekræfte eller afkræfte faren ved brug af f.eks. tablets i opstigningsfasen. Men det har selskaberne ikke haft råd til indtil nu, og derfor tager FAA nu selv affære. Helt præcis lød melding til New York Times:
?Med fremkomsten af ny teknologi, og i fraværet af tilstrækkelige tests af de nyeste enheder fra luftfartsselskabernes side, har FAA belsuttet sig for at kigge på brugen af elektroniske enheder ? ud over mobiltelefoner ? med friske øjne.?
Så selvom det næppe bliver tilladt at plapre i mobilen i fly lige med det samme, kan amerikanerne måske få lov til at bruge mp3-afspillere og tablets uafbrudt under opstigning og landing. Og hvad FAA gør, plejer de europæiske luftmyndigheder også at tage til efterretning. Så der er håb forude.