Der var nok mange, der ikke troede på Samsungs forsøg på at lave en smartphone, der lå midt mellem tablet og telefon. Men salgstallene viser, at Galaxy Note er voldsomt populær. Foreløbig har Samsung solgt fem millioner af dem.
“Den er for stor til at være en smartphone og for lille til at være en tablet.” Det syntes at være holdningen hos de fleste anmeldere og gadget-markedsobservatører, da Samsung annoncerede Galaxy Note. Med Note’n introduceredes en helt ny gadget-kategori, nemlig Phablet, en dims, der ligger størrelsesmæssigt midt mellem en tablet og smartphone.
Det kan dog blive Samsung, der ler sidst. De har netop annonceret, at der er solgt ikke færre end fem millioner eksemplarer af Galaxy Note, siden den kom på gaden for fem måneder siden. Som vanligt, når det gælder elektronikfirmaers annoncering af den slags salgstal, er det svært at afgøre, om det er fem millioner eksemplarer, der rent faktisk er langet over disken til forbrugerne, eller om det er det antal, der er solgt til butikkerne.
Galaxy Note har en 5,3-tommers skærm og kører på Android. Samsung har annonceret, at den inden længe vil blive opgraderet til Ice Cream Sandwich. Den findes i en 4G/LTE-udgave og man kan bruge en stylus sammen med den til f.eks. håndskriftsgenkendelse. Galaxy Note fås i Danmark til omkring 4.000 kroner uden abonnement.