Takket være 3D-hjelmen HMZ-T1 giver Sony os mulighed for, næsten bogstavelig talt, at tage en biograf på hovedet.
Da Sony for et stykke tid siden præsenterede deres 3D “hjelm”, var det svært at undgå, at sende tanker tilbage til de glade virtual reality dage. Jeg har nu langt om længe fået mulighed for at teste produktet, der nok ikke bliver hver mands eje. Dette er der flere årsager til.
Hvad er det her for en krabat?
Sonys personal 3D viewer som de kalder den er forsynet med 2 OLED skærme placeret ganske tæt på dine øjne. Derudover er vieweren forsynet med 5.1 virtuel surround og byder på en oplevelse der efter sigende skulle svare til at se film eller spille på et 750″ tommers lærred.
Flot 3D effekt og god lyd
Hvis man tager et kig på det rent tekniske, er der ikke en finger at sætte på Sonys 3D viewer. Billedet står skarpt og præcist samtidig med at 3D effekten er glimrende. Da der heller ikke kommer noget lys ind til skærmene, kan du uden problemer bruge vieweren om dagen.
Har du derimod planer om at tage vieweren med i toget, flyet eller på ferie, kommer du til kort. Vieweren er nemlig ikke trådløs og skal forbindes til en lille boks, der igen forbindes til f.eks PlayStation 3, Xbox 360, eller lignende via HDMI.
Den medfølgende boks har både HDMI ind- og ud, hvilket er smart da boksen så selv videresender signalet til f.eks det almindelige tv, når du ikke har vieweren tændt. Men du er altså bundet til at blive indenfor de ca. 3 meter ledningen til vieweren rækker.
Ubehagelig og klodset
Indtil nu har jeg kaldt Sonys produkt for vieweren. Det ville dog nok være mere på sin plads at kalde den en hjelm og desværre en klodset en af slagsen. Vægten er ca. 420 gram, hvilket desværre føles rimelig tungt, da næsten al vægten ligger på pande og næseryg. Under film- og spil blev jeg hurtigt træt i nakken af det konstant tryk på ansigtet og det føltes mest behageligt når jeg enten støttede under hagen, eller ligefrem lå ned.
Derudover kan det anbefales at holde sig rimeligt i ro når der ses film eller spilles, da hele “lærredet” flytter med når du bevæger hovedet. Det kræver også lidt justeringer hver gang hjelmen har været af og skal på igen. Det er ikke så meget bøjler og remme der skal justeres, mere billedet der kan virke uskarpt, hvis du ikke placerer hjelmen ens, hver gang.
Med tiden var justeringen dog rimelig hurtigt klaret.
Forvirrede sanser
Jeg skal med det samme sige at jeg på intet tidspunkt i mit liv har haft problemer med svimmeled, søsyge, køresyge eller lignende. Efter at have testet Uncharted 3 i 3D må jeg dog revurdere dette.
Godt nok spillede jeg en scene som foregik på et skib i høj sø, men jeg havde alligevel ikke forventet at jeg efter 10 minutter måtte tage vieweren af, og det vind og skæv i kraniet. Godt nok stiler vi efter realistiske spil, men det her var lige en tand for meget.
Søsygen blev mindre i andre spil, hvor gameplayet var knap så gyngende, men jeg vil nu til enhver tid foretrække at spille på et almindeligt tv.
Konklusion
Teknisk er Sony HMZ-t1 et flot stykke legetøj. Det fungerer overraskende godt, de to skærme er skarpe og lyden ganske overbevisende.
Desværre er hjelmen temmelig ubehagelig at have på og følelsen af at lukke sig totalt ude fra omverdenen, faldt aldrig i min smag. Man bliver overrasket over, hvor meget andet man egentlig laver, når man skal spille eller se film.
Telefonen ringer, der skal lige spises lidt guf, kæresten har et presserende spørgsmål – alt sammen hverdagsting der gør at hjelmen tjener bedst som legetøj når du er HELT alene og hverken forventer eller ønsker kontakt med omverdenen.
Jeg tvivler på at HMZ-t1 har et marked for sig, dertil er den både for dyr og for klodset, men sjovt at man kan lave den slags, det er det da.
Sonys 3D-hjelm koster 6000 kroner (februar 2012).
Karakterer
- Design: 3/10
- Teknologi: 8/10
- Pris: 2/10
- Samlet vurdering: 5/10