Foto: Joost J. Bakker/Wikimedia Commons
Vi skriver normalt ikke ret meget om kameraer her på Recordere – vores fokus ligger et andet sted. Men det er alligevel en bemærkning værd, når et af verdens mest legendariske forbruger-elektronikfirmaer, Kodak, nærmest forsvinder fra jordens overflade. I dag meddelte firmaet, at de stopper produktionen af stort set alle konsumprodukter i år.
Her på Recordere handler det ofte meget om AV-produkter til bl.a. at afspille film på. Og igennem filmhistorien har der været ét navn, der var vigtigere end andre, når det gjaldt produktion af selve de celluloid-filmstrimler, filmene blev optaget på før i tiden. Det navn var Kodak. Og før vi alle fik digital gadgetmani, handlede forbrugerelektronik blandt andet om lommekameraer med de små karakteristiske filmruller ombord, der skulle afleveres nede hos den lokale fotohandler eller i supermarkedet til fremkaldelse. I en tid, hvor vi kan skyde 12 megapixels billedermed vores mobiltelefoner, virker dette totalt stenalder-agtigt. Og netop derfor er Kodak på vej i graven.
Kodak var med til at gøre alle til fotografer i 60’erne og 70’erne, og udtryk som “Kodak Moment” opstod, ligesom Kodak blev udødeliggjort i sange som Paul Simons ‘Kodachrome’.
I sidste måned erklærede Kodak sig konkurs, efter en lang periode med horribel økonomi som følge af en strategi, der ikke fulgte med den digitale tidsalder. Det var ellers Kodak, der første gang i 1986 skabte verdens første digitale fotosensor med over en megapixels opløsning. Og det var Kodak, der i 90’erne stod bag produktionen af Apples QuickTake-kameraer. Men siden har Kodak ikke kunnet følge med tiden, og efterhånden som filmbranchen gik over til at skyde på digitale kameraer, og efterhånden, som lommekameraerne smeltede sammen med smartphones, forsvandt Kodaks indtægter.
I dag kom så meldingen, at Kodak holder op med at producere kameraer og digitale fotorammer senere på året. Fremover vil Kodak være primært fokuseret på den professionelle – og noget mindre – del af fotobranchen med produkter som professionelle fotoprintere, produktlicenser og fotolaboratorie-udstyr.