Motorola slår Siri på stemmegenkendelse, hvis man skal tro en række videoer, som firmaet selv har lagt ud på YouTube. Videoerne giver dog også mulighed for, at man selv kan vurdere.
Der er publikumslyd og klokker, der ringer kamprunderne ind og ud, når Siri møder Voice Actions i en drabelig kamp om, hvem der er bedst. Den virtuelle boksekamp mellem Motorola/Googles Voice Actions og Apples søde smartphone-assistent, Siri kan nu ses på YouTube. På Motorolas officielle YouTube-kanal har firmaet lagt tre videoer ud, der viser, hvordan telefonerne Atrix 2, Electrify og Photon 4G (hvoraf ikke alle kan fås i Danmark) klarer sig overfor iPhone 4S, når det gælder forskellige talekommandoer.
Der bliver blandt andet testet af, hvor hurtigt, Siri kan sende en sms til en kontakt i telefonen, overfor Voice Actions, ligesom der også bliver prøvet af, hvor gode de to systemer er til at forstå navigationskommandoer, når man skal finde vej til Motorolas hovedkvarter i Illinois. Ikke overraskende kåres Motorola-telefonerne som vindere i videoerne. Karakteristisk for tvekampene er, at Motorola og Googles Voice Actions er hurtigere, men som regel kræver et ekstra klik for at aktivere, hvad systemet finder frem. Omvendt er Siri væsentligt langsommere og unøjagtig, til gengæld kræver den ikke et bekræftelses-klik.
Det er Google, der har opfundet Voice Actions-systemet, der formodentlig understøttes ekstra fint af Motorolas hardware. Google er nemlig igang med at overtage Motorolas mobilafdeling, Motorola Mobility.
Du kan se tvekampene her. Man skal lige scrolle ned til nyheds-listen.