Forside * Nyheder

Mercedes kobler din smartphone til bilen


Mercedes satser nu på at integrere din smartphones funktioner i måden, du betjener bilens underholdnings- og informationssystem på. Bilgiganten satser på iPhone som den første smartphone, der bliver understøttet.


I den nye Mercedes A-klasse-model er der indbygget en skærm, hvorfra du kan betjene din smartphone, og der er knapper i armlænene, der også kan bruges til fjernstyring af smartphonen, mens den ligger i handskerummet.


Ifølge en pressemeddelelse fra Mercedes, er det iPhone-ejerne, der bliver de heldige, der først får adgang til systemet. Det sker dels gennem en app med navnet Digital DriveStyle App og dels gennem Drive Kit Plus for Apple iPhone, der linker telefonen til bilen. Når først iPhonen snakker sammen med bilens infotainment-system, kan du styre musikken i iTunes på telefonen ved hjælp af knapperne i armlænet, du kan få adgang til alle telefonens apps via den indbyggede skærm, og du kan endda bruge Siri ved bare at tale ud i bilens kabine.


I Mercedes’ pressemeddelelse gør de et nummer ud af at nævne, at iPhone-systemet blot er den første smartphone-integrationsløsning, de har lanceret. Med andre ord kommer vi formodentlig også til at se en løsning til Android og måske også Windows Phone i fremtiden. Mercedes gør også opmærksom på, at systemet er på vej til B-, C-, og E-klasserne til efteråret.


Det nye system bliver afsløret som en del af præsentationen af den nye A-klasse ved biludstillingen i Geneve, der begynder 8. marts.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.