| Denne anmeldelse bringes i et samarbejde imellem recordere.dk og Cinefil, et filmsite som tør udfordre… |
Biografanmeldelse
Kan Pixar gulddrengen Brad Pird tage skiftet fra animationens verden, genrejse Tom Cruises stjernestatus og give en særdeles skuffende franchise en saltvandsindsprøjtning?
Tom Cruise er tilbage i Mission Impossible franchisen med Ghost Protocol, den fjerde film i rækken, som agent Ethan Hunt fra organisationen Impossible Mission Force. Bortset fra en hæderlig opstart tilbage i 1996, har de to seneste kapitler af henholdsvis John Woo og JJ Abrams været traumatiserende ringe og det var derfor med en sund portion skepsis i bagagen, fremfor forventningens glæde, at jeg forvildede mig ind til forpremieren fornylig.
Det pirkede dog en smule ved mine fordomme, at Pixar instruktøren Brad Bird havde overtaget instruktørhvervet denne gang. Med The Incredibles og Ratatouille på resuméet, har Bird imponeret med sit øje for timing og bevist, at det er muligt at underholde på tværs af generationskløfter, så der ikke tabes en aldersgruppe i svinget. Men taknemmelig animation er én ting. Aldrende actionstjerner med en nedadgående formkurve, måske noget andet.
Ghost Protocol tager os med på en hæsblæsende rejse med en indledende IMF mission i Budapest, som fejler fælt, hvorefter Ethan Hunt må rekvireres for at tage affære. Hunt skal dog først lige bruge lidt IMF hjælp på en flugt fra et fængsel i Moskva, inden han kan sætte sig i spidsen for et team med de to agenter Jane Carter og gadget eksperten Benji Dunn, spillet af den engelske komiker Simon Pegg. Intet mindre end den russiske pendant til Pentagon, Kreml, skal infiltreres for at afdække superskurken “Cobalts” identitet, men igen trækker IMF det korteste strå og organisationen tvinges til at lukke sine aktiviteter ned.
Omridset af “Cobalts” plan tegner sig og Hunts tremandsteam tilsat forstærkning af analytikeren Brandt (Jeremy Renner), får til opgave at underminere superskurkens dommedagsscenarie på egen hånd, hvilket bringer dem på en sandblæsende alt-eller-intet mission i ørkenriget Dubai, hvor innovation og intuition må opveje teknologiske nedbrud.
Filmtraileren
Man kan ikke just sige, at det nyeste kapitel indbyder til forestillinger om store hovedbrud blandt producenterne, hvad angår franchisens fremtidige kurs. Man fortsætter i den gammelkendte staccato stil, som blev introduceret i den originale TV serie i 60’erne og som vel med et glimt i øjet kan kaldes missionær stillingen. Man nægter at lægge sig i slipstrømmen af den de facto stil indenfor agent genren, brutal og eksplicit hardcore realisme, som JB trekløveret, Jack Bauer, Jason Bourne og James Bond universerne efterhånden har tilpasset sig. Et modigt valg, ovenpå de forrige films ufrivillige komik. Men gudske tak og lov for, at ikke alle klumper sig sammen på midtbanen og laver alibi film.
Instruktør Brad Bird ser i den henseende ud til at have været den rette mand til at overtage den falmende MI franchise. Animation eller ej, så har manden et visuelt overblik, som han formår at omsætte det til store lærred. Den hurtige klipning er udført med præcision og man er som publikum aldrig på bagkant af begivenhedernes gang, hvilket dog ikke umuliggør filmiske finesser. Bird eksekverer et overraskelsesangreb mod en bilkortege, som bliver til et visuelt nålen-i-øjet rush, hvor billed- og lydside smelter sammen og adrenalinen, mesterligt narret, pumper løs. Mere 3D end 3D, sådan!
CGI er en overvældende værktøjskasse, som til overflod misbruges af horder af action instruktører i disse år og får 3 cifrede millionproduktioner i $ til at fremstå kedeligere end et Lucia optog i udkants Danmark. Bird rammer for det meste plet filmen igennem, med en fornem balancegang, hvor computereffekterne understøtter publikums engagement i filmen og ikke blot virker som instruktørmæssig selviscenesættelse. Det er en konto, som har været kvalitetsmæssigt i underskud længe, men nu er der håb forude.
Historiemæssigt er det som en vilkårlig historie fra et Anders And blad. En oase af ligegyldigheder, plot klichéer og elementer tangerende McGuffins og skal jeg være lidt grov, så har man fundet 4-5 geografisk interessante lokationer, hvor man kan lege The Incredibles, for at score frequent flyers points. Men man kommer ikke udenom, at det er karismatisk gennemført og at rejsen, undertiden er umagen værd alene. Birds legestue emmer af overskud og den gennemgående humoristiske tone supplerer fint, uden at fordumme.
Et eksempel er Birds håndtering af infiltreringen af Kreml. Med få midler, næsten ingen ord og hjælp fra god gammeldags mimik, formår man at kombinere grin og spænding. Den diametrale modsætning er JJ Abrams iscenesættelse af et indbrud i Vatikanet i 3’eren, som søgte det spektakulære i teknikaliteterne og fejlede grumt. Jim Carreys udødelige ord til Meryl Streep, “Less is more”, kommer man sjældent galt afsted med. Og skal man endelig overvurdere, hvorfor så ikke gøre det i Dubai, i en meget velkoreograferet sekvens udenpå verdens højeste bygning Burj Khalifa, som sætter den ægte vare i relief af den digitalt konstruerede, når Tom Cruise udfører halsbrækkende stunts, som godt betalt vinduespudser.
Det er en IMAX sekvens, som virkelig er en øjenåbner for digitaliseringens muligheder, en billedmæssig fordybelse med detaljer, som ellers sjældent fremhæves ved et biograf syn. Her får man syn for sagen for, hvad lys gør for indlevelsen og som den nuværende 3D teknik i den grad lider under.
Alt er dog ikke lutter lagkage. Michael Nyqvist fra Mænd der hader Kvinder, er filmens hovedskurk og kunne være interessant, men desværre er han en papmaché figur, hvis potentiale aldrig rigtig slippes løs. Måske fordi der ikke kan presses flere dråber ud af den fortærskede A-våben galning præmis. Som filmen nærmer sig sit endelige opgør, er det således ikke overraskende, at det begynder at knibe med innovationen, når den kedelige dagsorden fra … indsæt en hvilken som helst sæson af 24 Timer her …, skal oprulles til sidst. Den afsluttende akt i Indien, når således ikke tilnærmelsesvis samme højder og det komiske islæt fylder for meget, med en ikke alt for morsom indisk rigmand og et mano-a-mano opgør, som trækker lidt for mange veksler på animationens univers til min smag.
Når scoren gøres op, er dette dog en actionfilm med flere plusser end minusser og hvor gode idéer, løssluppenhed og mesterlig kameraføring lige netop er den dosis defibrillering der skal til, for at få Mission Impossible franchisen ud af et årti med kronisk ventrikelflimmer.
Jeg er klar på en 5’er!
Bedømmelse
Biografudgaven af Mission Impossible 4 : Ghost Protocol får:
4 ud af 6 stjerner.
Læs mere om selve filmen på IMDB
| Denne anmeldelse blev bragt i samarbejde med Cinefil, et filmsite som tør udfordre… |
