Forside * Nyheder

Der ventes fortsat et stort salg af fladskærme


 


Når brancheforeningen kigger i krystalkuglen, er der ikke tegn på et markant skifte i vores lyst til at handle nyt fladskærms-tv.


Når der ses på den samlede mængde af TV-apparater i Danmark, så er tallet konstant. De seneste 3 år har der været 5,5 millioner TV i de danske hjem. Det fortæller BFE, Brancheforeningen Elektronik, i deres seneste nyhedsbrev.


Til gengæld vokser andelen af fladskærms-tv. Sidste år alene kom der 700.000 flere ind i de danske hjem, og antallet af billedrørs-tv er nu nede på 1,5 millioner.


Og de gamle billedrørs-tv ryger ud når vi handler nyt. Hos elretur har de registreret, at vi smider det samme antal billedrørs-tv ud, som vi køber af nye fladskærms-tv.


Siden 2006 er der hvert år solgt mellem 510.000 og 810.000 fladskærme, og BFE’s direktør Kurt Frausing venter, at det store salg vil fortsætte:


“Udover af skifte billedrørs-tv ud med fladskærme, så er der 1,5 millioner husstande, som ikke har HD-fjernsyn, 2 millioner har ikke 3D og 2 millioner har ikke Smart TV. Så der er fortsat et stort potentiale”, oplyser han.


Desuden ser vi at 2/3 af de skærme, der sælges, er 42″ og derover, så mange får typisk en større skærm i stuen med HD, 3D og Smart TV, mens “der rykkes rundt” med de andre fjernsyn i huset, så de ældste efterhånden afleveres til genbrug.


80% af de cirka 2,5 millioner husstande har i øvrigt en fladskærm – og 40% har mere end én, oplyser BFE.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.