Det forlyder at den næste Xbox vil få Blu-ray og et sikkerhedssystem, der fjerner muligheden for at afspille brugte spil.
Kilder med kendskab til projektet fortæller, at den næste Xbox får Blu-Ray og bliver væsentlig hurtigere end den nuværende model – kommer inden jul 2013
De første nogenlunde troværdige rygter om Microsofts næstegenerations Xbox-konsol har ramt nettet. “Kilder tæt på projektet” fortæller IGN, at den næste Xbox-konsol bliver omtrent seks gange hurtigere end den nuværende 360-model, og at grafikchippen bliver baseret på processorarkitekturen i AMDs 6000-serie af grafikkort.
IGN skriver, at de første spiludviklere vil modtage maskiner i løbet af august, og at færdige produktionsenheder vil ramme butikshylderne ude i detailhandlen til oktober eller november næste år.
Samtidig er Kotaku.com ude med en historie om, at maskinen vil understøtte Blu-ray-skiver, hvilket helt sikkert vil være godt nyt for de gamere, der ikke gider skifte mellem dvd’er. Mange nyere Xbox-spil kommer på to, tre eller endda fire dvd’er.
Om maskinen også vil kunne afspille Blu-ray-film melder historien intet om, men Kotaku skriver, at Microsoft har planer om at implementere et eller andet form for sikkerhedssystem, der betyder at når et spil først er blevet solgt til en person, så kan det ikke sælges videre som brugtspil og afvikles på en anden Xbox.
Den næste Xbox vil angiveligt også komme med en forbedret udgave af Kinect-sensoren.
Kotaku kommenterer på IGNs historie og skriver, at Microsoft ikke endeligt har lagt sig fast på specifikationerne, og at det er muligt at man vil forsøge at skabe en maskine, der er hele otte gange hurtigere end den nuværende.