God opbakning til TV 2-betaling
TV 2 tror på en foreløbig udbredelse på 95 procent efter nattens historiske overgang til betalingskanal og forventer, at den stiger yderligere
Klokken 02.00 natten til i dag blev TV 2-signalet, som vi kender det, slukket, og hovedkanalen er ikke længere frit tilgængelig. Langt hovedparten af alle danske husstande har dog helt styr på modtagelsen af TV 2, og endnu flere vil følge trop.
TV 2 har regnet på hovedkanalens udbredelse ud fra oplysninger om salget af abonnementer hos tv-leverandørerne, og denne beregning tyder på en udbredelse på omkring 95 procent af husstandene allerede pr. 11. januar.
Lovende tal
“Det ser lovende ud og er klart over forventning. Vi har frem mod nattens overgang til abonnementsbetaling slået på, at TV 2 er værd at beholde, og tallene tyder på, at danskerne er enige. Den opbakning vil vi meget gerne kvittere for, og den foreløbige udbredelse er gode nyheder for public service-tv til danskerne, og det betyder, at vi også fremover kan producere relevant, dagsordensættende og seværdigt fjernsyn af høj kvalitet,” siger TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup og tilføjer:
“Vi afventer flere tal, før vi kan konkludere endeligt på TV 2s overgang til betalingskanal. Samtidig vil vi arbejde for, at endnu flere danskere vælger TV 2, og vi forventer, at udbredelsen vil stige i fremtiden. Blandt andet vil der fortsat være salg af TV 2-abonnementer i de kommende måneder ? bl.a. til husstande, som vil følge sommerens store sportsbegivenheder på TV 2, f.eks. EM i fodbold, Tour de France og OL i London.”
Merete Eldrup lægger også vægt på, at distributørerne melder om meget stort salg i de seneste uger, og det betyder, at adskillige tusinde kunder ikke har nået at få selve installationen af TV 2 på plads inden overgangen i nat.
Det første officielle tal for TV 2s udbredelse efter overgangen til betalingskanal kommer først midt i april, når Gallup offentliggør sit såkaldte Annual Survey for 1. kvartal 2012.
Antenne-husstande uden TV 2, som vil fortsætte med at se tv via antenne, kan relativt hurtigt få adgang til kanalen. Det kan allerhurtigst ske ved at gå i en radio- og tv-forretning og købe et abonnement og eventuelt et tv-modul eller en modtagerboks, hvis man har brug for det. Antenne-husstande kan også vælge at skifte modtageform og tegne abonnement hos en distributør af kabel-tv, satellit-tv eller bredbånds-tv.
TV 2s kundeservice om abonnementsbetaling, der har været åben de seneste måneder, kan fortsat træffes på [email protected] og på telefon 63 131 720 hverdage klokken 8-22.
Kilde: Pressemeddelse, TV 2