Forside * Nyheder

DR: Kun få gik i sort onsdag


 


114 telefonopkald til DR vidner, om at tv-seerne havde styr på deres tv-modtageudstyr den 11. januar. Dermed er digitaliseringen af antenne-tv-sendenettet på plads.


Risikoen for at få sort skærm efter 11. januar har tilsyneladende fået antenneseerne til at træffe deres forholdsregler, så de fortsat kan se tv. DRs servicetelefon i Licens- og Programservice melder om i alt 114 opkald fra seere, der onsdag havde brug for hjælp og vejledning i forbindelse med tv-signalets overgang fra MPEG2 til MPEG4.


Omkring 225.000 husstande, der så tv via et MPEG2-tv-signal med antenne, var i risikozonen for at få sort skærm efter den 11. januar – med mindre de forinden sørgede for at “gøre noget”, nemlig at anskaffe sig nyt tv-udstyr, der kan modtage tv i MPEG4-formatet. DR har siden oktober arbejdet på at udbrede budskabet til disse seere med kampagnen ‘Går dit tv i sort 11.januar?’.


“Tilsyneladende har seerne har forstået kampagnens budskab,” siger Mia Akselsen, der er teamleder i DR Licens- og Programservice:


“Vi har haft vore medarbejdere ved telefonerne fra klokken 6 onsdag morgen til klokken 20.00, og de 114 opkald til DR kom fra seere, der typisk skulle have hjælp til at retune deres tv, så kanalerne kunne blive genindstillet. Der har været overraskende stille både onsdag og undervejs,” siger Mia Akselsen.


Nu er digitaliseringen af sendenettet afsluttet, og alle tv-kanaler sender i MPEG-4.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.