Sony Ericsson er på vej med lidt af en monstermobil i form af LT28 med 720p HD-skærm, LTE-understøttelse og 13-megapixel kamera.
Brancheforeningen Bluetooth SIG har allerede afsløret kommende Sony Ericsson-mobil med imponerende specs som 720p HD-skærm, LTE og 13-megapixel kamera.
Vi ved, at Sony Ericsson er på vej til at droppe “Ericsson”-navnet, men inden det sker får vi præsenteret et væld af lækre Xperia-smartphones på CES 2012-messen i Las Vegas.
Sony Ericsson har allerede udsendt invitationerne, og nu har brancheorganisationen Bluetooth Special Interest Group bekræftet eksistensen af en af de modeller, vi får lov til at stifte bekendtskab med.
På websiden kan vi nemlig læse om Sony Ericsson LT28at, der tidligere har været skrevet løse rygter om på nettet.
Bluetooth SIG bekræfter, at der er tale om en Android-mobil med en 4,55-tommer skærm med 1280 x 720-pixel opløsning. Den svenskjapanske gadget er proppet med et kamera, der kan skyde 13-megapixel pletskud og et frontkamera, der er i stand til at fange dit ansigts skønhedsfejl med 720p HD-opløsning.
En medarbejder fra Sony Ericsson har allerede publiceret fotos fra den endnu annoncerede mobil i et Picasa-album, antageligvis uden at få lov. De er allerede fjernet igen, men tjek et par eksempler på kameraet formåen nederst her på siden.
Mobilen har understøttelse for både LTE og HSPA-teknologi, og det ser ud til at “at”-delen af modelnavnet peger i retning af en lancering på AT&T-mobilnettet i USA.
Vi regner også med, at teleselskaber som Telia, TDC og 3 åbner op for LTE-mobiler på deres danske netværk her tidligt i 2012.
Sony Ericsson LT28at bliver angiveligt udrustet med en 1,5-gigahertz dualcore-processor, får Wi-Fi med understøttelse for både 2,4 og 5.0 GHz-netværk, og vil køre den nyeste 4.0-version af Android, kendt som Ice Cream Sandwich.
Vi glæder os til at stifte bekendtskab med mobilen på CES 2012.
Foto taget med Sony Erocsson LT28at
Foto taget med Sony Erocsson LT28at
Foto taget med Sony Erocsson LT28at