Forside * Nyheder

Apple omfavner Bluetooth 4.0


Apple vil bruge Bluetooth 4.0 for nem, trådløs kommunikation med tilbehør – måske endda også til AirPlay-streaming.


 


Apple planlægger at bygge Bluetooth 4.0 ind i alle kommende produkter, og vil bruge teknologien til at kommunikere med tilbehør, måske endda også til AirPlay.


Bluetooth 4.0-teknologien bruger næsten ingen strøm, har meget lav forsinkelse, kan potentielt levere nok båndbredde til at musik kan streames uden alt for hård komprimering.  Og det er angiveligt årsagerne til, at Apple nu omfavner teknologien og vil bruge som grundsten i trådløs kommunikation til tilbehør designet til og far Apples håndholdte gadgets.


Det er i alt fald hvis vi skal tro denne rapport fra Macotakara.jp, der fortæller at Apple har afsløret sine planer på en konference for tilbehørsproducenter i Kina.


Brugen af Bluetooth 4.0 vil gøre det nemt for tilbehør at udveksle data trådløst med iPhone, iPad og iPod Touch, og det vil eksempelvis give god mening med fitnessprodukter, gamepads, og grej, der arbejder sammen med apps på selve enheden.


Bluetooth-teknologien har teoretisk set også båndbredde nok til streaming af lyd, og det har sat gang i spekulationer om hvorvidt Apple planlægger at tillade AirPlay-streaming over Bluetooth.  En alternativ mulighed er, at Bluetooth-teknologien kunne bruges til hurtigt at udveksle de nødvendige data mellem enhederne, så en bærbar højttaler automatisk kan opsættes med de rigtige Wi-Fi-indstillinger for nem streaming fra en iPhone.


Pt. er den nye iPhone 4S den eneste iOS-enhed med Bluetooth 4.0, men den trådløse teknologi har også fundet vej til de nye MacBook Air-modeller.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.