Forside * Tests

Anmeldelse af Samsung Galaxy Nexus




Indledning


Med Samsung Galaxy Nexus tager Android syvmileskridt ind i fremtiden og leverer en brugeroplevelse, hvor form og funktion når helt nye højder. Men mobilen er dog ikke uden fejl.


Efter at have brugt en uge i selskab med Samsung Galaxy Nexus er der ingen tvivl – dette er den bedste Android-mobil nogensinde. Mobilen er udstyret med Android 4.0 – den seneste udgave af Googles operativsystem til tablets og smartphones – og det er nemt at finde rundt i, er behageligt i brug og har nok smarte tricks oppe i ærmet til, at du ikke kan lade være med at få et smil på læben.


Har du før haft en Android-mobil i hænderne vil du straks føle dig hjemme, men det er vel og mærke et hjem, der har fået en overhaling. Google har spenderet masser af tid på at rydde og renovere, og det har resultereret i et operativsystem, der er visuelt pænere at se på, føles mere konsistent og som for det meste opfører sig som du forventer at det vil.


Der er stadigvæk en “TRON”-agtig følelse over den visuelle stil, men tekst og grafik fremstår mere elegant og tydeligt, og det er lækkert at Google har sagt farvel til fysiske knapper på mobilens front.


I stedet har du  visuelle “Tilbage”, “Hjem” og “Multitasking”-taster nederst på fronten. Sidstnævnte giver dig en oversigt over kørende apps, websider og indstillinger og du kan nemt lukke ned for dem ved at holde fingeren nede i et kort sekund.


 




 


 


Fremragende funktionalitet


Googles egne kerne-apps er en fryd at bruge.


Google Maps er lysår foran Kort-app’en på iPhone eller Bing Maps på Windows Phone, og Google har adopteret et design, hvor de mest brugte funktioner altid vises, så inde i Google Maps har du eksempelvis nem adgang til søgning, rutevejledning, Places og lag, mens ekstra indstillinger er gemt bag et ikon repræsenteret af tre prikker. Dette ikon går igennem ved alle apps, så du kan altid ved, hvor du skal bevæge dig hen for at finde den indstilling eller funktion, du leder efter.


Google har også forbedret understøttelsen for naturlige fingerbevægelser, så hvis du eksempelvis er inde i Kalenderen og prøver at overskue din dag eller uge, så kan du med to fingre nive i kalenderen på den måde hurtigt overskue det hele. Det føles meget mere naturligt end at scrolle.


Det er herligt nemt at overskue dine kontakter, inddele dem i kategorier og Google sorterer automatisk dem, du kontakter mest. App’en kan også synkronisere data med sociale apps og tjenester, men desværre ved du aldrig hvilke, der egentlig understøttes. Eksempelvis kan du ikke synkronisere data direkte med Facebook og Skype, mens Twitter og WhatsApp fungerer fint.


Notifikationsbaren øverst har også fået en overhaling. Når du hiver i den, så er den svagt gennemsigtig, så du kan se hvad der foregår på hjemmeskærmen, og du har altid hurtig adgang til Systemindstillingerne. Der er også kælet for de helt små detaljer – eksempelvis roterer systemikonerne alt efter om du holder mobilen vertikalt eller horisontalt. Det er sådan noget man lægger mærke til når man bruger kameraet eller webbrowseren.


 



 



 


 


 


 


Webbrowser i verdensklasse


Nogle widgets kan justeres i størrelse, så de passer ind i den tilgængelige plads på hjemmeskærmene, og det er lækkert at kunne have eksempelvis ens tre mest besøgte websider lige ved fingerspidserne.


Det er dog ikke alle apps og widgets, der er optimereret til Android 4.0, og vi stødte eksempelvis ind i stabilitetsproblemer med app’en til TuneIn Radio, og Googles egen vejr- og nyheds-app ville ikke altid opdatere det aktuelle vejr.


Du er i stand til at samle apps i mapper på hjemmeskærmen og give mappen et navn som “Social,” eller “Underholdning,” men det er svært at overskue hvilke apps, der gemmer sig bag overfladen, så hvis du glemmer hvor du har placeret en app, så skal du bruge søgefunktionen for at finde den. Apples miniatureikoner lader til at være en bedre løsning.


Webbrowseren er hurtig, effektiv og viser de fleste websider på ingen tid. Det er nemt at administrere og overskue flere faner, du kan nemt vælge at se Desktopversioner af websider i stedet for de normale udgaver, og der er problemløs synkronisering af Bogmærker med Google Chrome.


Kommer man fra en iPhone savner man dog hurtigt Læser-funktionen fra Safari-browseren, der tager teksten fra en webside og viser den i en stor over overskuelig font uden dikkedarer.


 



 



 


 


Ærgerligt kamera


Kameraet skyder fem-megapixel fotos og video i 1080p HD-opløsning, og app’en er forbavsende hurtig. Du kan skyde et væld af fotos lige efter hinanden og bare blive ved indtil du løber tør for plads. Det er lækkert, at kameraet reagerer så hurtigt, men desværre er prisen en ærgerlig billedkvalitet.


Det føles som om, at Google har taget en tidsmaskine et år eller to tilbage i tiden. Ældre Android-mobiler fra Samsung, Sony Ericsson og HTC gør det bedre, og ligeså gør iPhone 4S. Galleriet er pænt og overskueligt, er i stand til at arbejde med selv meget store fotosamlinger, og der er rig mulighed for at redigere dine fotos inden du sender dem videre ud i verden.


 



Foto taget med Samsung Galaxy Nexus



Foto taget med Samsung Galaxy Nexus



Foto taget med Samsung Galaxy Nexus



Foto taget med Samsung Galaxy Nexus


 


 


Hjertet i Nexus Galaxy er en 1,2-gigahertz dualcore-processor, og 90 procent af tiden er den i stand til at levere en herligt flydende brugeroplevelse, især ved brug af webbrowseren og Google Maps.


Desværre oplevede jeg en gang i mellem, at brugergrænsefladen blev lidt langsommere eller hakkede et øjeblik. Det er ikke noget, der skæmmer oplevelsen – og nu ved vi også hvorfor (LINK) – men det er alligevel et område, hvor Windows Phone og iPhone står stærkere.


 



 


 


 


 


Fantastisk skærm


Til gengæld er der ingen andre mobiler derude, der kommer i nærheden af at røre Nexus Galaxy når det gælder skærmen.


Den 4,65-tommer store Super AMOLED-skærm med 1280×720-pixel forkæler dine øjne med god lysstyrke, kontrast og detaljegrad. Selvom jeg er en 190-centimeter og 90-kilo tung ung mand med et sæt proportionelle hænder, så synes jeg ofte, at de 4,65 tommer var lidt for meget af det gode.


Jeg kan godt lide, at jeg kan røre hele skærmen med mobilen i en hånd, og det er altså svært at få tommelfingeren til at række rundt i alle hjørner uden at skulle flytte rundt på mobilen i håndfladen. Ti gengæld betyder det større skærmareal, at det virtuelle tastatur fungerer til topkarakter, og hvis du ikke har noget imod at tale engelsk, så kan du diktere e-mails og SMS-beskeder med imponerende nøjagtighed.


Netop fordi Galaxy Nexus har et ganske stort overfladeareal, så føles den let i hånden med sine 135 gram. Samsung praler med en tykkelse på 8,84 millimeter, men tal er nok hentet fra toppen, hvor den er tyndest.


Mobilen har nemlig en lidt tung røv i bunden, hvor den tydeligt er tykkere end en iPhone 4/4S, der har en tykkelse på 9,3 millimeter. Hvis du måler fra bordpladen, så har Galaxy Nexus en tykkelse den nederste del af mobilen på cirka 12,6 millimeter.


Det kurvede design betyder dog, at den glider nemt ned i lommen, og du skal have virkelig stramme jeans på, for ikke at få plads til den.


 



 



 


 


Konklusion – Ikke en supermodel


Som beskrevet i vores første smugkig, så er vi ikke videre begejstret for Samsungs brug af materialer og byggekvaliteten.


Når du rører ved Galaxy Nexus, så føles den bare alt for plastikagtig og bagpå og fra siden er kurver og linjer ikke videre elegante. Heldigvis sluger fronten og skærmen det meste af opmærksomheden. Man føler ikke, at man sidder med en lækker flagskibsmodel i hænderne.


Det er altid svært at vurdere batterilevetid, for forskellige brugere har forskellige behov, men over den sidste uges tid har vi kunne bruge mobilen det meste af dagen med rimelig intensivt brug og stadigvæk have en god sjat batteri tilbage i løbet af sen eftermiddag og aften.


Med mindre du bruger den til intensiv gaming, konstant videoafspilning eller som 3G-router for en laptop, så burde du ikke have et problem med, at få batteriet til at holde en hel dag. Og ellers hiver du jo bare et MicroUSB-kabel frem og giver den lidt strøm.


Ud fra et rent funktionelt synspunkt er Samsung Galaxy Nexus den bedste Android-mobil på markedet, altså hvis du er typen der kan leve med et middelmådigt kamera. Den er hurtig, nem at bruge, proppet med funktionalitet og giver adgang til et kæmpe univers af apps. Nåh ja, og fik vi nævnt at skærmen giver os hjertebanken?


Jeg har personligt ikke meget til overs for den fysiske udformning, som jeg synes mangler klasse og eksklusivitet. Jeg længes efter en mobil i stil med Nokia Lumia 800, der leverer den rene, hurtige og effektive Google-oplevelse fra Samsung Galaxy Nexus kombineret med en lækker skærm og et kamera i superligaen.


Den ultimative androide er ikke blevet bygget endnu.


 



 



 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.