Samsung hævder, at Apple overtræder firmaets 3G-patenter og vil nu have lov til at kigge i kildekoden til iPhone 4S
I forsøget på at få bandlyst iPhone 4S fra butikshylderne i Australien beder den koreanske elektronikgigant om adgang til kildekoden i iPhone 4S
Patentkrigen mellem Samsung og Apple fortsætter for uformindsket styrke. Tidligere i år lykkedes det Apple at få forbudt salget af Samsung Galaxy Tab 10.1 i Australien, og nu prøver Samsung til gengæld så, at få iPhone 4S fjernet fra butikshylderne.
Samsung hævder, at Apple med iPhone 4S krænker tre forskellige patenter relateret til 3G-teknologi. Apples holdning er, at disse patenter er dækket af de internationale 3GPP-standarder og aftaler med det Europæiske Institut for Telekommunikationsstandarder (ETSI, red.), og at Samsung allerede at accepteret, at patenterne bruges globalt under “retfærdige, rimelige og ikke-diskriminerende vilkår.” Apple mener derfor, at Samsung blot kræve en forhandling om licensgebyrer.
Men den går ikke, siger Samsung, der hævder at disse aftaler ikke gælder i Australien, og at Apple under alle omstændigheder har nægtet at forhandle med Samsung om licensvilkår for brug af patenterne.
Lad os se hvordan softwaren fungerer
Apple forsvarer sig også med, at 3G-chippen i iPhone 4S, Qualcomm MDM6610, allerede er dækket af licensaftaler i forhold til de pågældende Samsung-patenter.
Samsungs modsvar? Vi skal have adgang til kildekoden i iPhone 4S for at se, hvordan softwaren reelt interagerer med 3G-chippen.
Af selvklare grunde er Apple meget imod at give Samsung lov til at kigge under motorhjelmen på iPhone 4S.
Dommeren i sagen siger, at hun både ejer en iPad og en Samsung-mobil, og at begge parter derfor kan regne med, at hun vil udvise retfærdig dømmekraft.
Apple og Samsung har også gang i juridiske slagsmål i flere europæiske lande og i USA.