Logitech dropper deres Google TV boks, og kalder det første Google TV for en stor fejltagelse.
At Logitech nu vælger at droppe deres Google TV boks kommer næppe som nogen større overraskelse. Logitech Revue blev sendt på markedet i USA til en pris på $300, men endte til sidst nede på $99. Men kunderne holdt sig væk, og dem der købte dem fik ikke den forventede oplevelse ud af boksen.
Nu langer Logitech ud efter Google TV, fortæller gadgetsiden Electronista.
“Logitech Revue blev lanceret med nogle, jeg vil ikke kalde det ‘beta‘ software, men ihvertfald software der var ikke fuldstændig tunet ind på, hvad forbrugerne ønskede i stuen. Oveni problemer med levering af indhold,” udtalte Logitech boss De Luca, og han fortsatte: “Vi lavede en forpligtelse til at bygge en masse bokse, fordi vi forventede at alle op til jul (sidste år, red.) ville købe disse kasser for $300 … Det var en stor fejltagelse.”
Logitech bossen går så vidt som at kritisere Google for at fremskynde en software der ikke var klar til markedet, og det sammen med den høje pris skræmte kunderne væk.
Ved lanceringen i efteråret 2010 havde Google TV kun en håndfuld tredjeparts-apps, og man forventede at internet-video var det alle ville have. Men store Hollywood-studier begyndte at blokere Google TV, og det degraderede stort set Logitech-boksen til at vise YouTube indhold.
Logitech mener dog at det er for tidligt at dømme Google ude, og De Luca kan godt se dem involdvere sig i Google TV igen på et senere tidspunkt. Men så vil det blive med “en mindre og mere forsigtig tilgang”.
Tabet for Logitech beløber sig til mere end en halv milliard kroner.