iPhone 4S er væsentlig hurtigere end iPhone 4 – som lovet af Apple. Men den er kun udstyret med 512 megabyte hukommelse og ikke en gigabyte so mange havde håbet.
De første benchmarks viser, at iPhone 4S er væsentlig hurtigere end iPhone 4, men langsommere end iPad 2. Og så har den “kun” 512 megabyte hukommelse.
De første iPhone 4S-mobiler ryger først ud i hænderne på de første købere den 14. oktober, men allerede nu lækker der informationer om, hvordan Apples nye smartphone yder i forhold til forgængeren.
Macrumors.com rapporterer, at de første GeekBench-resultater er dukket op, og her får iPhone 4S angiveligt en score på 622 point. Det er noget langsommere end iPad 2, der scorer 749 point, men meget hurtigere end iPhone 4, der blot klare at skrabe 370 point sammen.
Det tyder på, at Apples egen A5-dualcore-processor i iPhone 4S arbejder lidt langsommere end det er tilfældet i iPad 2- sandsynligvis for at spare på strømmen. MacRumors vurderer, at A5-chippen i iPhone 4S arbejder ved 800 megahertz, mens den får lov til at køre ved en hel gigahertz i iPad 2.
Apple iPhone 4S er således 17 procent langsommere end iPad 2, men 67 procent hurtigere end iPhone 4. I alt fald hvad angår GeekBench.
Hvad så med internetoplevelsen i iPhone 4S. Mobilen er angiveligt i stand til at levere en BrowserMark-score på 89.567, og det skal sammenlignes med at iPhone 4 blot formår at levere en BrowserMark-ydelse på 44.856 point.
Desuden tyder alt på, at iPhone 4S har 512 megabyte hukommelse, præcis ligesom iPhone 4 og iPad 2.