Forside * Fokus

33 spørgsmål til YouSee

 


 


Flere HD kanaler og en ny YouSee boks på vej. Nye Apps til smartphone og tablet er tæt på. Læs hvad YouSee ellers kunne fortælle recordere.dk læserne.


Onsdag aften var YouSee spørgerunde. Her kunne læsere af recordere.dk stille spørgsmål til et panel fra YouSee.


Flere hundrede deltog, og det kom der en masse gode oplysninger ud af. Se spørgsmål og svar herunder, og bliv klogere på YouSee nu, om lidt og i fremtiden. 


 


 


1: TV 2 Film


Shaolin spørger: TV2 Film forsvinder fra de 3 pakker til nytår. Vil den fortsat kunne vælges som tillægskanal, til 20 kr. pr. måned? Eller forsvinder den helt fra jeres sortiment?


YouSee svarer:  Nej desværre. TV2 Film ønsker ikke at fortsætte som Ekstrakanal når den udgår fra Fuldpakken.


 


 


2: Vælge færre end 4 Ekstrakanaler ?


Turner spørger: Bliver det på et tidspunkt muligt at vælge 1,2 eller 3 farvorit kanaler i stedet at være bundet til 4, hvor ens pris så egentlig ende i det samme som næste abonnementstrin?


YouSee svarer: Ja, det er klart vores mål at give mulighed for at vælge 1 Ekstrakanal i stedet for minimum 4. Vi er i gang med at forhandle med leverandørerne om det, men har pt. ikke nogen tidshorisont.


 


 


3: Fjernstyre timer i YouSee box ? 
 
Jesper K spørger: Vil det være muligt at starte recording på feks. Samsung boksen fra et andet sted end derhjemme.
 
YouSee svarer: Det arbejder vi på, men det er teknisk ikke så nemt
 
 



 


4: YouSee Play i YouSee boksen ?


Mark spørger: Kommer YouSee Play play på TV ligesom TDC Play ?


YouSee svarer: Nej. TDC TV platformen understøtter bl.a. windows DRM, som vores boks ikke understøtter. Det gør det meget svært at implementere.


 


 


5: Kommer der en ny YouSee boks ?


Alias spørger: Er der en ny yousee boks på vej i 2012 og bliver det en anden producent end samsung der kommer til at stå for den?
 
YouSee svarer: Der kommer en ny version af vores boks i 2012, og det er fortsat Samsung som er leverandør.


Recordere.dk spørger: Kunne vi måske lokke YouSee til at fortælle lidt mere om den nye boks. Er det bare større harddisk (iPhone 4S), eller er det nyere hardware og design (iPhone 5) 🙂

YouSee svarer: Der kommer formodentlig en større harddisk og den nye boks har nogle muligheder for features som kan blive implementeret i fremtiden, så som DLNA, men ikke på launch tidspunktet.


Senere tilføjelse: Den nye YouSee HD optager ventes ikke på markedet før tidligst sommeren 2012


 


 


6: 3D udsendelser og OL i 3D ?


Peter spørger: Kommer der flere 3D udsendelser, her tænker jeg på OL 2012 ?


YouSee svarer: Vi vil selvfølgelig meget gerne lave flere forsøg med live TV i 3D. Det vil dog være på vores Cinema platform at vi vil se det først. Det er vores ambition at lancere 3D film på Cinema inden udgangen af 2011.


Men vi ved ikke endnu om der kommer 3D fra OL.


 


 


7: App til Panasonic TV ?


Glade spørger: Kommer der noget YouSee indhold til Panasonic TV ligesom på Samsung TV ?


YouSee svarer: Vi har ikke nogen konkrete planer om at lancere en App til Panasonic TV, men følger selvfølgelig de forskellige TV leverandørers platforme nøje.


 


 


8: Web-TV på smartphone og tablet ?


Moulder spørger: Den App til iPhone og iPad der længe har været talt om, som gør det muligt at benytte Web-TV, er den ved at være på trapperne ?


Alias spørger: Er i på vej med en Android App til Web-TV ?


YouSee svarer: Ja, vi satser på lancering inden årets udgang. Den har været i pilottest i noget tid. Vi lancerer App til Android, iPhone og iPad.


 


 


9: DR1 i HD ?


Lasse Hansen spørger: DR1 bliver opgraderet til 6,5 mbit kvalitet på det jordbaserede sendenet. Kommer det også til at gælde på Jeres sendenet? Kunne man ydermere forestille sig, at I har mulighed for at tilbyde DR1 i normal HD kvalitet (ligesom den nye TV 2 HD,) såfremt DR udbyder kanalen sådan?


YouSee svarer: Vi får DR1 i en højere kvalitet end 6,5 mbit, og vi videresender DR1 i forbedret kvalitet ift. DTT nettet. Men vi vil gerne lige bemærke, at der er andre faktorer end båndbredde der spiller ind i kvaliteten. Herunder encodning af kanaler. Hvis DR1 lanceres som en decideret HD kanal, sender vi den naturligvis også i HD.


 


 


10: Behøver kanalerne ligge dobbelt (SD / HD) ?


Peter spørger: Mange programmer i Jeres pakker er der i dobbelt version ( SD og HD ) er det ikke muligt at sløjfe SD versionen for at få mere plads?


YouSee svarer: Når vi laver vores kanalomlægning den 21-23/11, lancerer vi to nye netværksnumre. Et til MPEG 2 (SD) og et til MPEG4. I MPEG4 netværket vil det kun være HD versionen af kanalerne der udsendes.


Senere tilføjelse: Landsdækkende kabelnet-nummer som kun har HD-versionerne får nr. 100, og kabelnet-nummer som kun har SD-versionerne af kanalerne får nr. 110.


 


 


11: Backup af optagelser ?


Martin C. spørger: Kan YouSee lave en software update til Samsung boxen, så det vil være muligt at lave backup af de optagede programmer? Hvis de trækkes ud via det indbyggede USB stik i krypteret form, så vil det vel ikke krænke producenternes ophavsret!?


YouSee svarer: Det vil kræve rigtigt meget udvikling og vi har vurderet at der vil være ret få kunder der vil bruge det. Derfor har vi fravalgt det.


 


 


12: Rabat på boks uden netforbindelse ?


Lars spørger: Jeg har fuldpakken og youSee plus boks og kort, men uden internet. Jeg finder det meget urimeligt, at skulle betale ekstra for fx HD kanaler – men det er altså allerede over 500 kr/md. nogen forbedringer på vej?


YouSee svarer: HD kanalerne er inkluderet i din Fuldpakke, og der vil komme en del flere HD kanaler i løbet af 2012. YouSee Plus inkluderer vores On Demand tjenester, så vi vil opfordre dig til at få boksen på nettet.


 


 


13: Nye Canal+ HD kanaler ?


Kristian spørger: Canal+’s nye HD canal Hits HD og Sports xtra HD kommer de snart på YouSee ?


YouSee spørger: Hvis vi har plads i nettet, er det naturligvis altid interessant at lancere nye kanaler, ikke mindst i HD. Men det er altid en afvejning når vi kigger på nye kanaler.


 


 


14: TV 2 Sputnik på YouSee boksen ?


Jesper K spørger: Hvornår kommer TV2 i arkiv? Tror det snart er to år siden at snakkede om Sputnik. Er dette helt lagt på hylden.
 
YouSee svarer: Vi er sådan set blevet enige med TV2, så ligenu handler det mest om den tekniske implementering. Vi tør ikke sige mere end engang i løbet afførste halvår 2012, og at det bliver et tilkøbsprodukt.


 


 


15: Sonos og Play ?


David J spørger: Kommer vi til at se en sammenkobling mellem Sonos og Play ? Fungerer rigtig godt sammen med Spotify lige pt.


YouSee svarer: Det er ikke noget der ligger i vores roadmap i øjeblikket. Lige nu arbejder vi primært på at forbedre YouSee Playeren, men har ambitioner om at tilbyde Play på andre devices.


 


 


16: Pop FM i YouSee boksen?


Mark spørger: Kommer POP FM radio på boxen
 
YouSee svarer: Ja, det gør den, ligesom alle DRs DAB kanaler også lanceres på boksen (og i øvrigt også som FM kanaler). Det sker den 21/11.


 


 


17: Kanal København ?


Lars spørger: Hvor er Kanal København hos YouSee ? Den sender fint digitalt i luften – inde i København.


YouSee svarer: Vi har regional/lokal tv kanalen i vores udbud. Herudover får vi også TV2 regionernes nye 24 timers kanal, hvilket samlet set giver en god og bred lokal dækning.


 


 


18: Flere HD kanaler ?


Lasse Hansen spørger: I har tidligere meldt ud, at der næste år vil være i alt 19 kanaler i HD i fuldpakken. Indtil nu har I offentliggjort de 15 af dem. Hvilke andre kan vi forvente? Det kunne være rart med eksempelvis TV3 og Canal9 i HD!


YouSee svarer: Vi lancerer i løbet af 2012 en række nye HD kanaler, men kan på nuværende tidspunkt desværre ikke sige noget om hvilke kanaler der kommer.



 


 


19: 100 Mbit bredbånd ?


Peter spørger: Er der planer om at øge internet hastigheder og/eller nedsætte priser på bredbånd ?


YouSee svarer: Vi vil meget gerne tilbyde 100 mbit bredbånd, men det kræver at vi er helt sikre på at der er den fornødne kapacitet i nettet. Der er ikke nogen konkrete planer om at nedsætte prisen på bredbånd.


 


 


20: Hvorfor fairuse og lave upload hastigheder ?


Jens C spørger: Fairuse og lave upload hastigheder er ikke lige frem noget der styrker jeres position over for fiber. Bliver der snart gjort noget ved det, så man ikke skal til at skifte udbyder?


YouSee svarer: Vi mener at vi har sat vores fair use grænse så højt, at det kun er nogle meget få kunder der vil ramme det. Samtidig tillader det os at holde priserne på vores høje hastigheder nede på et fornuftigt niveau. Angående upload hastighed, så vil vi meget gerne lancerer højere hastigheder, men også her skal vi sikre os at der er kapacitet til det.


 


 


21: Web-TV på iPad udenfor YouSee ?


Morten spørger: Kommer iPad App til at fungere udelukkende hvis man har yousee kabel TV, men eventuelt en anden internet udbyder?


YouSee svarer: Kommer til at give adgang til Web-tv inden for husstanden og det kræver YouSee Bredbånd.


Ang. Web-tv udenfor hjemmet: Vi kan ikke melde noget konkret ud, men vi taler i øjeblikket med vores leverandører om det.


 


 


22: Hvilke HD kanaler ?


Morten spørger: Kan I allerede nu løfte sløret for hvilke HD kanaler i kommer med frem til den 1.1. Jeg drømmer selv om ESPN HD


YouSee svarer: Den 21/11 kommer SVT2 HD, ARD HD, TLC HD og TNT7 HD. Lige i starten af januar kommer TV2 i HD ligesom den forbedrede version af DR1 også kommer i starten af januar.


 


 


23: Hvad betyder de 2 nye kabelnet-numre ?
 
(Se spørgsmål 10)


Lars spørger: I skrev “år vi laver vores kanalomlægning den 21-23/11, lancerer vi to nye netværksnumre.” – Men det giver jo ikke mer kapacitet i kablerne, kun lettere valg ved indstillingen – eller ?


YouSee svarer: Det er korrekt. Det handler om at vi vil gøre det nemmere at være kunde, når man zapper rundt.


 


 


24: Bedre router til bredbånd ?


Glade spørger: Vedr ADSL, hvorfor tilbyder i ikke kunder som har været hos jer 3-4 år en N-router uden at de skal betale for dette? Den standard router er jo forældet hos jer.


YouSee svarer: Når man opretter sig som kunde, får man en router af os som et tilbud. Ønsker man efterfølgende andet udstyr, skal man selv tilkøbe det.


 


 


25: Hvornår kommer de 3D film ?


Martin spørger: Hvor lang tid vil der gå før der kommer 3D film i Cinema?
 
YouSee svarer: De kommer inden udgangen af 2011.


 


 


26: Kun interesseret i HD ?


FNørd spørger: Får YouSee signal igennem Antenneforening. Er kun interesseret i HD kanaler, har pt. foreningens store pakke og jeres HD-pakke. Hvordan gør jeg det fornuftigt fremover?


YouSee svarer: Det kommer helt an på hvordan din forenings udbud ser ud. Afhængigt af hvilke HD kanaler der har din interesse, kan det måske give mening at vælge en anden pakke og så enten beholde HD pakken eller købe HD kanaler som Ekstrakanaler. Du kan evt. prøve at lege med din kanalsammensætning på http://yousee.dk/ekstrakanaler


 


 


27: Bedre Tekst-TV ?


Lars spørger: Tekst-tv er meget vigtigt, men kører helt ringe på Samsung-boksen – nogen forbedringer ?


YouSee svarer: Vi har meldt til vores leverandør at vi ønsker forbedring af tekst-tv på Samsung boksen. Men vi har endnu ikke fået leveret noget fra dem.


 


 


28: BBC World Radio ?


Lars spørger: Hvad med BBC World Radio. Jeg hører den forsvinder, hvorfor? Det er jo den anden side af BBC World TV.


YouSee svarer: Det er korrekt. Vi siger farvel til en række udlandske radiostationer, fordi vi ønsker at øge vores fokus på dansk radio. Pga. kapacitet er vi nødt til at vælge.


Lars spørger: “Pga. kapacitet er vi nødt til at vælge” – den køber ingen – 64 kbit/sek til en lydkanal eller 256kbit/sek – ny forklaring please ?


YouSee svarer: I den QAM (frekvensområde) der indeholder radio, er der ikke plads til yderligere radiokanaler. Desuden er der naturligvis også en afregning ift. betaling af ophavsrettigheder for radio som skal sættes i forhold til hvor meget kanalen høres.


 


29: Smart TV i YouSee boksen ?


Recordere.dk spørger: En af de ting som mange sikkert undrer sig over, er at Samsung kan lave Smart TV på deres egne produkter, mens der ikke er meget “smart” over de nuværende YouSee bokse. Har i overvejelser der rækker længere væk end 2012, med mere SMART TV ?


Finn spørger: Er der planer om at implementerer en YouTube klient i Samsung boxen ?

YouSee svarer: Det kommer vist an på definitionen af SMART TV. Grundlæggende mener vi at en tv boks skal fokusere på at være en tv boks og ikke en internet browser eller lignende, da browsing etc. aldrig vil fungere ligeså godt på en tv boks som på en tablet eller en pc.


Men i 2012 kommer vi til at lave mere On Demand, lancere mere HD og mere Web, mobil og Tablet tjenester


 


 


30: Erstatning for TV 2 Film ?


Alias spørger: Kommer der en erstatning for TV2 Film i HD pakken og vil der i fremtiden komme flere kanaler i HD pakken. Eksempelvis kanaler som ikke er i fuldpakken eller ekstrakanaler?


YouSee svarer: Der er ikke lige nu nogen planer om at erstatte TV2 FIlm i HD pakken


 


 


31: Langsommelig sletning af optagelser ?


Martin C spørger: Når man fx sletter et optaget program, så tager det ofte ret lang tid før det er slettet. Man bliver derfor i tvivl, om man har trykket på slet knappen. Kan der ikke komme et ikon, som viser sletning er i gang?


YouSee svarer: Der er ingen tvivl om at det vil være bedre med noget brugerfeedback ved sletning. Men problemet er at sletningen foretager et blokerende kald, så vores boks kan ikke gøre andet i mens.


 


 


32: Advarsel før disken løber fuld ?


Erik spørger: Kan i ikke på yousee boksen lave en advarsel når der f.eks er ca. 10 eller 5 % tilbage af harddisken at optage på?


YouSee svarer: Det er en alletiders idé. Det vil vi kigge nærmere på!


 


 


33: Hvorfor så store prisstigninger ?


Anders spørger: Synes du en stigning på 16 procent for Mellempakken og 4 favorit/ekstrakanaler er rimelig? Det er meget få ting i samfundet som stiger med 16 procent.


YouSee svarer: Vores Favoritkanaler er ikke steget i pris siden vi lancerede dem. Til gengæld skal vi betale mere til leverandørerne når vi tilbyder kanaler som Ekstrakanaler fra Grundpakken. Derfor kom der prisstigninger på nogle kanaler.


 


Tak til YouSee


 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.