Galaxy Tab 7.7 har en Super AMOLED Plus-skærm på 7,7 tommer og er 7,89 mm tyk.
Samsung Galaxy Tab 7.7 ligner et hit
Samsungs seneste tablet-computer er tynd og let, men alligevel proppet med hurtig indmad og masser af funktionalitet. Lander på de danske butikshylder til årsskiftet.
Samsung er endelig klar med en direkte efter følger til sidste års Galaxy Tab, der blev afsløret på IFA-messen i Berlin. Dette års model er lidt større, tyndere og meget mere imponerende.
Maskinen har en 7,7-tommer skærm med 1280 x 800-pixel opløsning. Det er den første tablet med Samsungs egen Super AMOLED Plus-teknologi, der ifølge koreanerne selv leverer markedets bedste billedkvalitet.
Maskinen er udrustet med en 1,4-gigahertz dualcore-processor og Android 3.2.
Imponerende indmad
Hjertet er en 1,4-gigahertz dualcore-processor, der sammen med en gigabyte hukommelse nok skal sætte fut på maskinens Android 3.2-operativsystem. Du har valget mellem 16, 32 og 64 gigabyte hukommelse, som du altid senere kan udvide med 32 gigabyte ekstra via MicroSD-kort.
Maskinen har indbygget 3G med understøttelse for HSPA+ og op til 21 megabit per sekund i download-hastighed. Når du er hjemme kan du bruge Wi-Fi-forbindelsen, der både understøtter 2.4 og 5 gigahertz, og er du til Bluetooth, så får du version 3.0 med i pakken.
Det virkelig imponerende er, at det er lykkedes Samsung at samle ovenstående i en maskine, der blot måler 7,89 millimeter og vejer 335 gram. Den koreanske gigant siger, at størrelsen er perfekt, da Galaxy Tab 7.7 passer i en jakkeinderlomme eller taske. Maskinen har en elegant metalbagside og afrundede hjørner.
10 timers batterilevetid
?Den nye Galaxy Tab 7.7 viser Samsungs forpligtelse til at tilbyde forbrugerne det største udvalg indenfor markedet for tablets”, siger JK Shin, ansvarlig for Samsungs mobil-division.
?Det ultratynde design og Super AMOLED Plus-skærmen på Galaxy Tab 7.7 er imponerende og differentierer tablet-computeren på markedet,? siger han.
Der er tale om en lille tablet-computer, men du kan også bruge den til stemme- og videoopkald.
De indbyggede kameraer leverer henholdsvis to megapixel på fronten og tre megpixel på bagsiden, og den indbyggede medieafspiller klarer et væld af filmformater, inklusiv DivX og Xvid, i op til 1080p HD-opløsning. Batteriet holder ifølge Samsung til 10 timers videoafspilning på en fuld opladning
På softwaresiden leverer Samsung en social hub, der samler data fra sociale netværk som Facebook og Twitter med dine e-mails, sms-beskeder, instant messaging, kontakter og kalender, og der er også en Readers Hub med adgang til 2,3 millioner bøger, 3000 magasiner og 2000 aviser.
Kommer til årsskiftet
Galaxy Tab 7.7 kan også bruges som fjernbetjening til at styre hjemmebiografen, og Samsung vil levere et væld af tilbehør til maskinen, inklusiv dock, GPS-holder til bilen og trådløst tastatur.
Maskinen rammer de danske butikshylder fra årsskiftet og får en pris på 5.000 kroner.