Forside * Nyheder

Samsung Bada vil konkurrere med Android og Google TV


 


Samsung Bada


Samsung vil ikke være afhængig af Android, og barsler med at åbne deres eget Bada for andre producenter. Og Bada skal forvandles til en fælles platform for Smart TV.


Forleden kunne Google annoncere at de køber Motorolas mobil-division, for at beskytte Android mod det stigende antal retsager og licensaftaler. Men dermed blev Google også med et slag konkurrent til de øvrige producenter af Android smartphones og tablet-computere.


Det har fået Samsung til at klø på med deres eget Bada operativsystem, som nu skal køres i position som et alternativ – en konkurrent – til Android.


The Wall Street Journal skriver at Samsung har planer om at tilbyde Bada til andre producenter også allerede fra næste år. Bada vil blive udgivet som Open Source, så andre udviklere også kan bidrage.


At Samsung nu vælger at brede Bada mere ud er måske også i erkendelse af den seneste kritik fremsat i Financial Times, om at de har en stor udfordring i forhold til software.


Bada blev lanceret i 2009 og bruges mest på Samsung mobiler solgt i udviklingslande.


 


Også Smart TV


Samsung har også en plan mere, og det er at gøre Bada til en defacto standard for Smart TV. Dermed bliver Bada også en konkurrent til Googles smart tv platform Google TV.


Samsung pusler derfor nu med at at indbygge avancerede funktioner til streaming video og lyd, så Bada kan bruges som Open Source platform for video-on-demand (VOD) og lignende.


Især indenfor Smart TV savnes der fælles forslag, dog har andre producenter med LG, Philips, Loewe og Sharp for nylig annonceret, at de også arbejder på en fælles platform for Smart TV, der i så fald også vil blive en konkurrent til Bada Smart TV.


 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.