Måske Google TV får et boost nu hvor det bliver muligt at købe og downloade apps fra Android Marked.
Google forbedrer Google TV
Google bliver ved med at arbejde på sin Smart TV-platform. Nu kan udviklere gå i sving med at lave apps til Google TV.
Google TV er muligvis lidt af en fiasko i øjeblikket, men det forhindrer ikke Google i at arbejde videre med at udvikle og forfine konceptet. Teknologigiganten har netop frigivet udviklingsværktøjer, der gør Android-udviklere i stand til at konvertere deres eksisterende apps til at virke på Google TV.
“Med tilføjelsen (til udviklingsværktøjerne, red.) kan du nu teste hvis dine apps passer godt til en tv-skærm og om der er behov for ændringer,” skriver Ambarish Kenghe, ansvar for Google TV, på firmaets blog for Google TV.
Android Marked kommer til Google TV-produkter som Logitech Revue og Sony Internet TV, når de senere på året bliver opgraderet til at bruge Android 3.0-kernen, men det er kun apps, der ikke kræver input fra en berøringsfølsom skærm, der vil dukke op i markedet på tv-skærmen.
Google TV blev oprindelig præsenteret på Google I/O 2010-messen tilbage i maj sidste år, men de første produkter har ikke imponeret anmelderne eller tiltrukket forbrugerne. Samtidig har mange amerikanske tv-kanaler også blokeret for adgang til deres webindhold fra forbrugerelektronik baseret på Google TV.
Salget af Logitech Revue går nu så dårligt i USA, at prisen er sænket fra 249 til blot 99 dollars.
På sidste års IFA-messe i Berlin lød udmeldingen fra Google, at Google TV-baserede produkter var på vej til de europæiske butikshylder, men vi venter altså stadigvæk.