Forside * Nyheder

Google overtager Motorola – Hvem vinder?

 
Hvad laver en Zaptor i denne artikel?


 


Redaktionel kommentar


Hvem gavner Googles overtagelse af Motorola? Android, Microsoft, Apple eller måske Stofa ?


Mandag kunne Google annoncere, at de overtager Motorola Mobility, som er Motorolas afdeling for mobiltelefoner, tablet computere samt settop bokse mv. Og dette for en svimlende pris af 65 mia. danske kroner, hvilket angiveligt skulle svare nogenlunde til 1/3 af Googles egen pengetank.


Så selv for mægtige Google, er dette ikke nogen lille handel. Men hvem gavner den så, og hvem vil den have negativ indflydelse på. Det er selvfølgelig svært at spå, ikke mindst om fremtiden, men her er en redaktionel vurdering.


 


Apple får konkurrence


Med Motorolas hardware i favnen på Google, kan de begynde at arbejde mere som Apple. Altså skabe mere sammenhæng imellem produkter, software og økosystem.


Android produkterne kan blive en rigtig familie, frem for individuelle produkter der stritter i hver sin retning, og Apple kan se frem til endnu hårdede konkurrence om kunderne ude i butikkerne.


Det samme vil ske på det juridiske plan. Google vil kunne give Apple hård modstand i retsalene. Udover dette får Google med købet af Motorola selv rådighed over en masse patenter, som de kan bruge til at forsvare mobil-divisionen med.


 


Svækkes Android ?


Googles forskellige partnere var mandag ude og fortælle, at de hilser forsvaret af Android velkommen. Men mener de nu også det, eller er det bare noget de føler sig tvunget til at sige?


For situationen med, at de nu skal konkurrere mod Google selv om kundernes gunst ude i butikkerne, vil nok på sigt få flere af dem til at overveje deres fremtid indenfor Android. Hvilket insitament skal kunderne have for at købe en OEM tablet, når de kan købe den “ægte vare” – Googles egen?


Det bliver spændende at se hvordan Google vil takle den situation. For et er hvad de siger nu, men hvornår begynder deres aktionærer at efterspørge valuta for den kæmpe investering i Motorola. Google kan risikere at skulle give sig selv et forspring på Android, for at tilfredsstille egne aktionærer.


Men hvis Google gør det bedre end Android partnerne, så bliver partnerne irriteret. Hvis Google lader de øvrige Android producenter tage føringen, vil der være medarbejdere hos Google som frustreres ligesom Googles aktionærer kan blive frustrerede.


Derfor står Google overfor en svær ballancegang, og Android producenterne vil givetvis hver især revurdere deres fremtidige engagement i Android.


På den måde kan Android svækkes. Ikke som isoleret system, der vil det blive bedre og bedre; Men som konkurrende produkt på markedet og som det frie “open source” miljø det er lige nu, hvor alle har lige ret til udviklingen.


 


Microsoft kan blive vinder


Microsoft Windows 8 for tablet computere og Windows Phone kan få nye kunder nu.


De nuværende Android producenter, der måtte overveje deres Android fremtid, vil se sig om efter andre markeder, og her er der Windows Phone og snart også et tilhørende system til tablet computere et oplagt valg.


Det vil kunne styrke Microsoft på de mobile enheder, hvis flere producenter hopper med på den vogn, og måske ligefrem satser på den platform som deres nye primære.


Altså med mindre Microsoft vælger at købe Nokia, for selv at stå bedre i den nye konkurrence-sitiation mod Apple og Google hardware. I så fald vil OEM producenterne jo komme i samme båd dér også.


 


Hvad var det med Stofa ?


Motorola divisionen, som Google vil overtage, er ikke kun smartphones og tablet computere. De er også en stor producent af settop bokse og video løsninger.


Eksempelvis er Stofa Zaptor en settop boks fra Motorola.


Google fremhæver også den del af Motorola, i forbindelse med overtagelsen, og der spekuleres i om det mon ikke vil kunne bruges til at styrke og videreudvikle Google TV.


Så hvem ved. Måske Stofa og andre også vil kunne tilbyde forskellige Google tjenester engang i fremtiden, hvis de bliver på Motorola boksene.


 


Debat


Så hvem gavner Googles overtagelse af Motorola? Android, Microsoft, Apple eller måske Stofa ?


Deltag i debatten i forummet


 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.