Google føler sig svigtet, efter at rivalerne rottede sig sammen mod dem, og købte Nortel patenterne forleden.
Nortel? Hvem?
Canadiske Nortel var engang en af de største leverandører indenfor telekommunikation og netværk. Men en alt for stor gæld sendte selskabet til tælling i 2009, og siden var der spænding om de henved 6000 patenter som de havde.
Google ville, ønskede og håbede – at de kunne overtage det hele. Hvilket ville have bragt dem i en yderst gunstig position i forhold til telemarkedet.
Men sådan kom det ikke til at gå. Rivalerne, der også til daglig er indbyrdes konkurrenter, rottede sig sammen og købte patenterne for næsen af Google. Så de mange rettigheder gik istedet til et konsordium bestående af: Apple, EMC, Ericsson, Microsoft, RIM (Blackberry) og Sony.
Det får nu Googles chefjurist David Drummond til, i et sjældent offentligt udbrud, at kritisere konkurrenterne for at hæmme udbredelsen af Android. At de patenter vil virke som en “skat” på Android, som i sidste ende fordyrer produkterne til konkurrenternes fordel.
“Microsoft og Apple har altid været efter hinandens struber, så når de byder ind sammen her, man må undre sig over hvad der foregår”, udtaler David Drummond til Reuters.
Man kan sige meget om patenter, og hvorvidt det overhovedet skal være muligt at tage patent på dit og dat. Men her virker det som om Google har brug for at tage en tudekiks, og komme tilbage til virkeligheden.
Hey Google – I er jo også deres konkurrenter, og tilmed en ganske stor en af slagsen. Det kaldes et strategisk partnerskab.
De mange patenter dækker vigtige områder indenfor den teknik vi omgiver os med i dag. Det er patenter indenfor internet, trådløs netværk, mobil netværk, fiber kabler (optisk), voice over IP osv.
Med andre ord: En ægte lækkerbidsken, og fuldt forståeligt at Google ærger sig. Men de kunne jo også have budt endnu højere.