Apple vs. Samsung
Hvis Apple får medhold i retten, kan beskyttelsen mod kopiering af iPad designet gælde i op til 25 år – i hele EU.
Ender retten i Tyskland med at give Apple ret i, at Samsung krænker deres design-beskyttelse, så kan det have lange udsigter for tilsvarende Samsung tablet computere på det europæiske marked.
Faktisk kan der gå helt op til 25 år, inden sådan en afgørelse forældes. Det skriver hjemmesiden elektronikbranchen.dk, efter at have vendt sagen med Patent- og Varemærkestyrelsen herhjemme.
Gælder i hele EU
Det Apple har på iPad er en EU-designbeskyttelse (Community Design). Det er udelukkende en beskyttelse af den måde et bestemt produkt ser ud. Det kunne være den måde en vandhane er designet på, eller en bil, eller en computer.
Da Apple har registreret hos kontoret for registrering af varemærker og design i EU (Office for Harmonization of The International Market), så gælder beskyttelsen i hele EU oplyser Patent- og Varemærkestyrelsen til elektronikbranchen.dk.
Ved sådan en registrering foretages ingen undersøgelse af om et design rent faktisk er nyt, det er op til andre at protestere hvis de mener at designet ikke er nyt. Protesteres ikke, registreres ansøgningen.
Med sådan en gyldig registrering i hånden kan producenten, her Apple, gå til en domstol og få nedlagt fogedforbud, hvis de mener en anden producent bryder deres design-beskyttelse. Og sådan et fogedforbud vil gælde for hele EU, og ikke kun gælde én størrelse tablet computer.
Alle størrelser, selv en legetøjskopi i mini, er omfattet.
Flere sager på vej
Apple har nu sagsøgt Motorola og Jaytech også. Jaytech har som Samsung fået et midlertidigt forbud mod salg, mens sagen mod Motorola tilsyneladende ikke er afgjort endnu.
Samsung har mulighed for at appellere rettens afgørelse. Stadfæstes afgørelsen, kan det føre til en egentlig retsag, som kan ende i den tyske højesteret. Sådan et forløb kan godt tage 5 år oplyser hjemmesiden version2.dk.
Ifølge elektronikbranchen.dk er Apples design-beskyttelse af tablet computere registreret i maj 2004.
Debat
Sagen debateres også i forummet
Kilde: elektronikbranchen.dk