Apple lækker selv iPod Touch med 3G
Det ser ud til, at Apple selv har afsløret en kommende model af iPod Touch med indbygget 3G-modem. Den forventes officielt lanceret til september
Apple er kendt for at holde sine kort meget tæt til kroppen, men ind i mellem formår selv Steve Jobs & Co. at træde i spinaten. Det skete fornyelig da Apples nye 27″ skærm med Thunderbolt-teknologi blev lækket for tidligt på Apples webside, og nu er det vist sket igen.
På Apples engelske webside er der nemlig blevet publiceret et billede af den nyeste iPod Touch-model, og hvis man kigger godt efter, så kan man se 3G-grafikken fra iPhone oppe i øverste venstre hjørne. iPod’en vises ved siden af en iPad 2 og en MacBook Air på siden, hvorfra du kan downloade iTunes 10.3. Du kan selv se billedet her! (http://www.apple.com/uk/itunes/)
Det har igennem længere tid været rygtet, at Apple er på vej med en iPod Touch med 3G, så du kan downloade apps og musik uden at skulle være i nærheden af et Wi-Fi hotspot. Nu hvor mange teleselskaber tilbyder flere SIM-kort koblet til ét abonnement, så skulle man mene, at der også var et marked for en sådan maskine.
Apple har igennem de seneste år introduceret nye iPods og musikrelaterede produkter og tjenester i september, og i år er der forventning om, at de nye iPods også får selskab af iPhone 5.
Hvad tror du? Er der et marked for iPod Touch med 3G ? og kunne du finde på at købe en?