Forside * Nyheder

Unge talenter udvikler fremtidens B&O produkter


 


41 studerende bruger 3 uger af deres  sommerferie på Bang & Olufsen Innovation Camp.


35 design- og ingeniørstuderende og seks gymnasieelever er i år blevet udvalgt til at slippe deres talenter løs, når Bang & Olufsen arrangerer Innovation Camp i tæt samarbejde med Ingeniørhøjskolen i Århus.


Igennem tre uger skal deltagerne arbejde med innovationsprocesser, prototyper, teknologi og design, ligesom der undervejs vil være en række oplæg om blandt andet idé-generering og innovation. Og de ambitiøse studerende, som er blandt de bedste i Europa, får allerede på førstedagen til opgave at udarbejde og præsentere et Bang & Olufsen koncept.


Efter tre ugers intenst konceptudviklingsarbejde skal de studerende så præsentere deres bud på fremtidens Bang & Olufsen koncept, hvor målgruppen er unge mennesker.


Og at der er energi og gode idéer at hente blandt de unge, som deltager i Innovation Camp, blev med al tydelighed bevist sidste år. Her indsendte Bang & Olufsen for første gang en patentansøgning på et Innovation Camp-projekt – en fjernbetjening uden knapper.


Innovation Camp bliver afviklet i Bang & Olufsens hovedkvarter i Struer fra mandag den 27. juni og tre uger frem. Deltagerne kommer fra universiteter i Polen, England, Portugal, Tjekkiet, Holland, Ingeniørhøjskolen i Århus samt fra Science Class på Struer Gymnasium. Camp’en finansieres af både Ingeniørhøjskolen i Århus, Bang & Olufsen samt af Oticon Fonden.


Innovation Camp 2011 slutter torsdag den 15. juli, hvor de studerende præsenterer deres produktkoncepter for et udvalg af chefer og ledere på Bang & Olufsen.


 


Kilde: B&O pressemeddelelse

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.