PlayStations Move-controller skal åbenbart gå så meget ondt igennem før det (forhåbentlig) ender godt. Controlleren fejler jo bestemt intet, det har vi sidst set med Killzone 3, hvor styring med bevægelsescontrolleren virkede rigtig godt. Fejlen må derimod ligge hos spiludviklerne, der enten ikke forstår, eller ønsker at gøre noget særligt for at give os ordentlige spil. Tag nu bare seneste Sony udspil, PlayStation Move Heroes.
Som udgangspunkt skaffer man spillernes opmærksomhed ved at bruge kendte PlayStation-helte som Jak & Daxter, Sly Cooper og Ratchet & Clank. Figurerne har henrykket i diverse platformsspil og borger for rigtigt gode spil. Desværre er figurerne blot tomme skaller, der intet har til fælles med de “rigtige” helte, som med garanti havde takket nej, hvis de var blevet spurgt om de ville deltage i Move heroes.
Jeg ved ikke hvorfor det er udviklernes tro at bevægelsescontrolleren stort set kun kan bruges til simple spil. I hvert fald er PlayStation Move Heroes opbygget med en række minispil, der går fra ultra simple til simple. Der er variationer af bowling, frisbeekast eller nedslagtning af fjender med en pisk og lignende. Undervejs i spillet åbnes nye spil, men mange af dem er blot udvidede udgaver af tidligere minispil og derfor ikke ret spændende. Det bedste af spillene er egentlig piskespillet, hvor jeg valgte at spille med min 3 årige datter. Jeg selv styrede figuren rundt på banen, mens hun piskede fjenderne med move-controlleren. Det synes hun var ganske underholdende, men vel egentlig ikke særligt udfordrende da fjenderne stort set stod stille fra start til slut. Alligevel vil jeg dog tildele dette minispil et moderat plus i bogen.
Jeg har som sådan ikke noget imod minispil, der kan være rigtigt sjove når ikke-konsolspillene venner lige skal se hvad sådan en Move-controller er for noget, eller når familiens yngste skal lege lidt med foran fjernsynet. Men skal det ske, forventes et minimum af udfordring og incitament til at fortsætte. Ingen af disse dele ejer PlayStation Move Heroes. Spillet er kort og godt ikke særlig sjovt og selvom børn sagtens kan finde det underholdende for en tid, så tvivler jeg på at de bliver hængende når der fyres op for Mario på Nintendoen.
Grafisk har man sakset en del af det grafiske udtryk fra heltenes oprindelige universer, men slet ikke lagt samme kærlighed i banerne som oprindeligt. Samlet set kan jeg derfor ikke anbefale et køb af PlayStation Move Heroes, der højst gør sig som lejetitel en søndag, hvor børnene lige skal prøve noget nyt.
Plus: Ikke mange, men piskespillet er da ganske fint for de yngste
Minus: Den manglende kærlighed til figurerne, kedelige minispil der ofte minder om hinanden
Karakter: 40%
Udgiver: Nordisk Film
Ude nu til PlayStation 3