Spilanmeldelse: LA Noire

 

 

La Noire er et fantastisk spil, der på den ene side virker umådelig velkendt, men på den anden også er så pokkers unikt, at jeg personligt aldrig har været i nærheden af noget lignende. På mange måder er La Noire spillet jeg altid har drømt om at spille, men aldrig har kunne få lov at lege med. Den tid er heldigvis slut, og hvem andre end Rockstar og Bondi skulle være i stand til at levere?

Ved første øjekast ligner LA Noire spil som GTA IV og Mafia 2. Byen er stor, åben og mættet af synsindtryk. Bilerne er frit tilgængelige og byens borgere lever tilsyneladende et travlt og indholdsrigt liv. Men hvor GTA og Mafia 2 fokuserede på samfundets brådne kar og hvor målet var at opnå berygtelse og rigdom på uærlig vis, ja så er målet det stik modsatte i LA Noire. Du er en bundærlig betjent, som måske nok ønsker berømmelse, men søger det på hudløst ærlig og effektiv vis. Læg dertil at spillets fokus ikke er på action, men derimod sporsøgning, vidneafhøringer og evnen til at kunne sortere skidt fra kanel i kampen om at finde den rette gerningsmand. 

 

LA Noire byder på 21 separate mordsager, startende med de meget simple, som bruges i en fin form for toturial, og sluttende med de meget krævende, som i den grad sætter din hjerne og årvågenhed på prøve. Sammenhængen i spillet skal findes ved at du spiller Cole hele vejen igennem og dels lærer om hans tid under krigen og dels følger ham stige i graderne fra at være den insisterende gadebetjent til hotshot drabsefterforsker i de allerstørste sager.

En sag starter som regel med en cutscene, hvor du ser noget af drabet. Du sendes derefter til stedet og kan så, alt efter sagen, vælge at søge spor, afhøre vidner, tale med retsmedicinere, kollegaer eller lignende. Sporene giver måske ikke mening ved første øjekast, men sammenholdt med vidneforklaringer, tekniske spor og lignende, er det din opgave at beslutte, hvilken vej sagen skal gå. LA Noire byder således på flere muligheder i stil med Heavy Rain, alt afhængig af dine efterforskningsevner og afhøringsteknikker. 

 

Når du afhører et vidne gælder det om at aflure, om vidnet lyver eller taler sandt. For at du kan afgøre dette har Rockstar udviklet en grafisk motor, der helt fænomenalt gengiver et menneskes ansigtstræk. Javist, du kan da se at der ikke er tale om et levende menneske, men detaljegraden og mimikken er aldrig set så smuk som her.

Når du stiller et spørgsmål gælder det om at høre efter svaret, men samtidig lægge mærke til vidnets reaktion. Kigges der fast på dig gennem hele svaret er svaret måske sandt, eller undviges øjenkontakt og kigges der ned, forsøger vidnet måske at fylde dig med løgn. I starten er udtrykkene rimeligt tydelige, men længere inde i spillet er det ganske små detaljer som afslører, hvorvidt der lyves eller ej. Efter hvert svar kan du vælge at tro på svaret, tvivle eller anklage vidnet for at lyve. Alt efter om du vælger korrekt er de oplysninger du får vidt forskellige. Et bundærligt vidne klapper måske i som en østers, hvis du angriber og beskylder vidnet for at være løgner. På samme måde kan en løgnagtig gerningsmand tilbageholde livsvigtige informationer, hvis du lader dig tage ved næsen.

 

Til at hjælpe dig optjener du i løbet af spillet intuitionspoint. Pointene kan i bedste quizstil bruges til at luge ud i svarmulighederne, eller vise hvad andre spillere har svaret, ligesom de kan vise dig, hvor oversete spor gemmer sig. I begyndelsen kæmpede jeg en del, især med forskellen på hvornår man skal tvivle eller beskylde en person for at lyve. Jeg fandt dog ud af, at hvis du mener at personen lyver, OG kan bevise det, så vælg lyv. Har du derimod ikke beviserne i orden, men er sikker på at du fyldes med løgn, så vælg “tvivl”, hvilket ofte kan trække ekstra informationer ud af vidnet/gerningsmanden.

Et spil som i så høj grad fokuserer på hjernegymnastik kan godt gå hen og blive lidt tungt i længden. Dette har Rockstar heldigvis indset og har derfor tilføjet en række actionfyldte sidemissioner. På vej til og fra gerningsstederne har du frit råderum over din tid, hvorfor det fra alarmcentralen ofte tikker ind med opgaver om kollegaer i knibe, igangværende røverier, sindsforstyrrede personer i midtbyen osv. Det er frit for dig at melde til på opgaverne, opgaver som i øvrigt kun kommer når du selv kører bilen.Vælger du at lade din makker køre, springer i direkte til næste punkt i hovedhistorien. Personligt valgte jeg sidemissioner når jeg følte for det og alt efter vigtigheden af min forestående opgave.

 

Jeg har altid været imponeret af Rockstars evne til at skabe troværdige spilmiljøer. I LA Noire præsenteres vi dog for det smukkeste og mest stemningsmættede spilunivers hidtil. Grafisk er det simpelthen utroligt, hvad det er lykkedes at frembringe, men også musik, livet i byen, bilerne, tøjet, ja kort sagt alt er helt sublimt genskabt udfra Los Angeles anno 1947.

 

 

 

LA Noire er uden tvivl en milepæl indenfor gaming. Adskillige genrer mikses og det lykkes på smukkeste vis at samle det til en storslået og medrivende oplevelse. LA Noire er dog ikke et spil for alle. Det kræver tid, overskud og lyst at støvsuge gerningssteder for spor og tålmodighed under afhøringer, der kan være både lange og krævende. LA Noire byder fra tid til anden på GTA-agtig action, hvor der skal slås på tæven, løbes efter skurke og skydes med skarpt, men fokus er på moderat tempo, kringlede afhøringer og evnen til afdække morderne. Finder du glæde ved sidstnævnte vil LA Noire henrykke dig. 

Plus: Fænomenal stemning, fantastiske animationer, spændende mordgåder, flot gengivelse af 1947s Los Angeles

Minus: Kørsel mellem gerningssteder kan føles kedelige. Ind i mellem tillades kun en måde at bevise mordene på.