Forside * Nyheder

Første anmeldelse af HTC Sensation rammer nettet


HTC Sensation er større, tungere og lidt langsommere end Galaxy S II, men leverer en bedre totaloplevelse, vurderer Slashgear.com.


 


Ny Android konge?


Amerikanske Slashgear.com er ude med en anmeldelse af HTCs nyeste smartphone, der beskrives som en seriøs udfordrer til Samsung Galaxy S II som kongen af Android.


Samsungs nye Galaxy S II-mobil bliver revet ned fra hylderne og bliver af anmelderne rost som den bedste Android-mobil nogensinde. Ja, nogle anmeldere går ligefrem skridtet videre og omtaler mobilen som den bedste smartphone til dato.


Men nu får koreanerne konkurrence fra Taiwan. HTC er nemlig på trapperne med Sensation-mobilen, og den amerikanske gadgetblog, Slahgear.com, har allerede anmeldt det eftertragtede stykke elektronik.


Slashgear.com roser mobilen, der er tykkere og tungere end rivalen fra Samsung, men den føles også mere robust, og så er den udrustet med en 4,3-tommer skærm med 960 x 540-pixel opløsning.


 


Hurtig, men får alligevel baghjul


Den er udrustet med en 1,2-gigahertz dualcore-processor, men får faktisk tæsk af Samsung i diverse benchmark-tests. Gutterne skriver dog, at Sensation på intet tidspunkt føles langsom – tværtimod – og den var faktisk hurtigere til at loade tunge websider.


HTC Sensation har 768 megabyte hukommelse, hvorimod Galaxy S II har en gigabyte, og hvor Samsung har 16 gigabyte indbygget lagerplads, så bliver HTC Sensation blot leveret med et 8-gigabyte MicroSD-kort.


Batterilevetiden beskrives som bedre end gennemsnittet, og selv krævende brugere bør kunne få en hel dags brug ud af den. Sensation kan dog ikke konkurrere med Galaxy S II, som mange brugere kun behøver oplade hver anden dag.


Slashgear.com giver ros til kameraet, der gemmer dine minder i 8 megapixel opløsning, og er generelt også godt tilfredse med Bluetooth 3.0 og Wi-Fi med understøttelse for 802.11n-standarden. Mobilen er i stand til at pumpe 1080p-video ud via HDMI, men du skal have fingre i en speciel adapter, der ikke kan købes nogen steder endnu.


 


Bedre totaloplevelse


Android 2.3-operativsysetemet er udstyret med HTCs egen brugeroplevelse, Sense 3.0, og det er en rigtig god ide, skriver Slashgear.com. Det giver ikke blot mobilen mere og bedre funktionalitet, den er også nemmere at bruge end andre Android-mobiler og får Android til at se lidt mere sexet ud.


Hvilken mobil skal man så vælge? Slashgear.com kommer med følgende konklusion:


“Med så stærke enheder kommer vanskelige beslutninger, og valget mellem Sensation og Samsungs Galaxy S II er måske det sværeste valg til dato. Begge har deres styrker rent hardwaremæssigt:


Sensation har en skærm, der er god til e-bøger og webbrowsing, mens Super AMOLED-skærmen på Galaxy S II er bedre til multimedia.


Samsung tilbyder mere hukommelse og intern lagerplads, men Sensation holder tempoet oppe undtagen i selve benchmark-applikationerne. HTC Sense føles mere gennemtænkt og komplet end TouchWiz, og den umiddelbare oplevelse når kassen åbnes er, at Sensation er mere poleret end Galaxy S II.”


Skal du ud og købe ny mobil, så står du altså overfor et svært valg.


Læs hele anmeldelsen af HTC Sensation her!


 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.