At Homefront er en af de spil THQ satser på vil tage kampen op med titler som: Black Ops, Killzone og Battlefield, ses tydeligt på det omfattende pressemateriale vi har modtaget op til releasen. Derudover er der blevet postet mange penge markedsføringen bl.a. i form af store billboards, ikke mindst i USA, der er hjemsted for handlingen i Homefront.
Nu kan omfattende reklame jo langt fra gøre det alene og hvis spillet i sig selv ikke formår at leve op til de mange oppustede forventninger, ja så kan det hele meget vel ende med en ordentlig maveplasker.
En fremragende optakt
Folkene bag Homefront har fra start ønsket af fokusere på historien i modsætning til mange andre skydespil, hvor der kikkes mere på action. introfilmen lover da også rigtig godt, hvor der på stemningsmættet vis fortælles hvordan Nord- og Sydkorea efter genforening er blevet en stormagt på niveau med USA. Introen vises i en kombination af rigtige optagelser og fiktion og det hele kulminerer med at USA, via et EMP angreb lægges uden elektricitet. De stakkels amerikanere drives på flugt, hvorefter det er en smal for koreanerne at gå i land langs de amerikanske kyster og indtage landet. Noget der i amerikanske øjne uden tvivl er utænkeligt og derved ganske skræmmende.
Som hovedperson tages du til fange og transporteres i bus mod nyoprettede koncentrationslejre, hvor der går rygter om at grumme forsøg på mennesker finder sted. Under busturen ses uhyggelige ting og jeg må indrømme, at jeg blev ganske chokeret da en skrigende dreng på 5-7 år var vidne til at hans forældre på nådesløs vis blev henrettet af en flok koreanske soldater.
Med disse billeder frisk fra fad, var det derfor ikke noget problem at motivere sig til kamp, da man efter ca. 10 minutter med udsigt til helvedes forgård, endelig befries af en lille skare frihedskæmpere. Sjældent har en intro ramt hårdere.
Maveplaskeren kommer snigende
Jeg ved ikke hvad der er sket med udviklerne efter denne utroligt medlevende intro. I hvert fald virker det til, at de langt henad vejen har mistet troen på det de havde gang. Homefront bliver nemlig meget hurtigt et ganske ordinært skydespil og historien træder mere og mere i baggrunden. Efter at være blevet fyldt med foragt og had er det som om det herefter mest handler om at komme fra a til b, løse et par opgaver og så videre igen. Ind i mellem viser historien dog tænder og der er da episoder som fortsat er klare i erindringen, men den overordnede og potentielt episke fortælling om 3. verdenskrig, tabes fuldstændig på gulvet, set i forhold til den meget stærke start.
Grafisk og især lydmæssigt virker Homefront forhastet. Grafikken har flere fejl undervejs og er ikke poleret nok efter min smag. Det minder mig en smule om det første Resistance, der altså udkom for over 3 år siden. Ok det er måske lige overdrevet nok, men faktum er at Homefront ikke er noget flot spil og at der kunne være brugt en hel del tid på at finpudse spillet inden release. Endelig får lydsiden heller ingen roser med på vejen da mange våben lyder som en blanding af knaldperler eller oppustede bagerposer når det skal gå rigtig vildt for sig.
Kom så skal vi hjælpe dig
Mange skydespil er temmeligt lineære, hvilket jeg ikke synes gør noget, når bare gameplayet er ordentlig afstemt. Homefront gør det fint på denne front og formår at skabe god balance mellem sekvenser med meget action og tider, hvor der er mere ro på. Man har tid til at nyde de spændende historieøjeblikke, som trods alt kommer fra tid til anden og man sidder ikke konstant med pulsen på maks, som visse andre titler kræver.
Styringen er taget direkte fra spil som Black ops og det gør sådan set ikke noget, da den jo efterhånden er standard i mange spil af denne type. Men hvorfor udviklerne så alligevel har følt en overdrevet trang til at skulle hjælpe ved jeg ikke. Så svære er skydespil trods alt heller ikke at regne ud. Ikke desto mindre bliver der konstant råbt, hvad du skal gøre, og jeg mener virkelig KONSTANT. Jamen jeg HAR forstået at fjender som er lige foran mig, nemmere kan ordnes, hvis jeg flankerer dem og hvem FA…. har sagt at jeg pinedød SKAL vælge den vej spillet nu foreslår. Det har til tider drevet mig til vanvid at høre, hvordan min makker var ved at råbe sig fra sans og samling, bare fordi jeg valgte en lidt anden løsningsmodel.
Fjenderne i Homefront er rimelig standard, hverken torskedumme er superintelligente, ligesom udvalget af våben, granater og lignende er set flere gange før. Endelig er den obligatoriske onlinedel ganske fornuftig, uden dog at præsentere noget nyt. Jeg springer derfor over en dybere beskrivelse af denne.
Konklusion
Homefront var et af de spil jeg havde set meget frem til at anmelde. Ikke mindst fordi udviklerne i utallige interviews har gjort meget ud af at fortælle om deres indgangsvinkel til spillet og ønsket om at skabe et spil, der i meget høj grad fokuserede på en både nærværende, instens og ikke mindst skræmmende historie. Måske var det mig som blev taget ved næsen eller måske var det hele bare et veltilrettelagt reklamestunt for de formåede faktisk at overbevise mig og mange andre spiljournalister om, at dette ville ende rigtig godt. Måske netop derfor var skuffelsen over det færdige produkt det større, simpelthen fordi forventningerne var blæst op på et plan, hvor selv ikke udviklernes kunne være med. Bevares, så er Homefront ikke decideret dårligt. Starten er flot og fra tid til anden prikker historien bestemt til ens indre følelser. Men det hele kunne bare have været SÅ meget bedre. Historien har så meget uforløst potentiale og det ærgrer mig virkelig at vi kun ser en lille flig af det hele. Hvad grundlaget for dette er ved jeg ikke, men man kan mistænke udviklerne for undervejs at være blevet nervøse for, hvordan spilleren ville modtage produktet og derfor har satset på det mere velkendte og sikre. Desværre for Homefront, findes der imidlertid allerede flere titler som magter både det velkendte og sikre en hel del bedre.
Plus: Optakten lægger op til en fremragende historien. Ind i mellem er der mindeværdige øjeblikke
Minus: Alt for hurtigt bliver historien skubbet i baggrunden og spillet bliver ordinært, lyd og grafik er skuffende.
Samlet karakter: 60%
Udgiver: THQ
Ude nu til Xbox 360 og PlayStation 3
Testet på PS3