Er Apple på vej med et rigtigt flad-tv til stuen? Det mener flere markedsanalytikere.
Apple vil lancere et smart-tv i slutningen af året, skriver markedsanalytiker i en rapport til investorer. Informationen er opsnappet på en elektronikmesse i Kina.
Snart vil du kunne gå ud og købe et flad-tv med Apples velkendte æble-logo. Det et i alt fald hvis vi skal tro markedsanalytikeren Brian White fra Ticonderoga Securites. Han har netop skrevet en rapport til investorer, hvor han fortæller, at data fra en kinesisk elektronikmesse peger i retningen af et flad-tv fra Apple med en potentiel lancering allerede i løbet af efteråret.
“Vores data peger i retningen af, at dette smart-tv vil gå langt ud over det nuværende Apple TV-produkt til 99 dollars, som firmaet lancerede sidste efterår, og i stedet være et fuldt udviklet tv-produkt til forbrugerne,” skriver Brian White.
Han skriver, at Apple i stigende grad prøver at invadere stuen med brugervenlige produkter og tilhørende indholdstjenester.
“Kombinationen af Apples kraftfulde økosystem, industrielle design, stærke brand og evnen til at genopfinde produktkategorier, gør Apple i stand til at være en stærk spiller i tv-verdenen over de næste par år.”
Brian White er ikke alene om at forudsige lanceringen af et flad-tv fra Apple. Også Gene Munster fra Piper Jaffray har over flere omgange forudsagt, at Apple før eller senere vil lancere et flad-tv og dermed konkurrere om pladsen i stuen med firmaer som Samsung, Sony og Philips.
Et sådan produkt vil antageligvis komme med dyb integration med iTunes og adgang til musik, film og tv-serier downloadet via nettet, og arbejde sammen med Apples bærbare produkter som iPad og iPhone.