Anmeldelse af DALI IKON 2 Mk II

Besøg DALI højttalerfabrik ? Er du interesseret i at besøge den danske højttalerfabrik som står bag DALI, så tjek invitationen her.

Denne anmeldelse bringes i samarbejde med hjemmesiden:  Hi-Fi for folket

For anden gang er det nu højttalere fra DALI, der er på testbænken her hos Hi-Fi For Folket. Men hvor det sidste gang var den billigste gulvhøjttaler, er det nu en standerhøjttaler i den lidt dyrere ende, DALI IKON 2 MK2 til 2799 kroner pr. stk.

Prisen er ikke så meget højere end for de tidligere testede Concept 6, men det mindre kabinet betyder selvfølgelig, at der er råd til langt bedre enheder. Og selvom kabinettet er mindre, er det stadig 6,5” bas-enhed, der er i IKON 2 – men selvfølgelig kun én i hver.

Men det helt specielle ved IKON (og DALI’s endnu dyrere serier) er DALI’s unikke hybrid-diskant, som består af både en domediskant og en bånddiskant, hvilket skulle give både de meget uanstrengte høje og sprøde toner fra bånddiskanten, og den gode spredning og behagelige lyd fra domediskanten.

Det er faktisk ret unikt, også i virkeligheden, og så giver det IKON et meget genkendeligt udseende, at der er to diskanter.

Til gengæld er der ikke meget sjov ved højttalernes udseende, når frontstoffet er sat på – i hvert fald ikke, når det gælder den sorte model, som jeg har fået til test. Højttalerne er pæne og elegante, men samtidig er de helt ærligt meget kedelige at se på – de ligner nærmest enhver anden højttaler, bortset fra den diskrete bue nederst på frontstoffet. I valnød er de lidt mere spændende, synes jeg.

Terminalerne bagpå er store og solide, og helt klart de største, jeg har set. Det er faktisk ret lækkert, og giver en følelse af kvalitet. De giver mulighed for både råt kabel, gaffelstik og bananstik – og så er der mulighed for bi-amping, som vi skal høre mere om senere.

Der medfølger filt-fødder og gummi-fødder, så man har mulighed for at afkoble højttalerne fra standerne – jeg syntes dog ikke, det var nødvendigt i min opstilling, men det kan man jo eksperimentere med. I hvert fald er det rart, at man har muligheden.

Udseendet er som sagt, efter min mening, meget pænt og kedeligt. Men DALI har også ry for at lave no-nonsense højttalere, hvor lyden er det eneste vigtige – og det kan de have ret i. Så lad os finde ud af, hvordan de lyder.

Lytteindtryk

Efter at have spillet højttalerne til i et par døgn, var det tid til at få lyttet til dem. Og mit førstehåndsindtryk af lyden var splittet. Jeg var imponeret over detaljerigdommen og den klare lyd. Men samtidig var jeg noget skuffet over dynamikken, eller man skulle måske sige fod-vippe-effekten.

Lyden var virkelig flot, men også virkelig kedelig – og det bekræftede desværre nok en fordom, jeg har over for DALI’s nyere højttalere. DALI skriver som indledning i den i øvrigt meget fine manual med udførlige instruktioner og opstilling følgende ord: ”Vores mål for hver eneste DALI højttaler er os altid for øje: At genskabe lydoplevelser i dit hjem, som får dig til at glemme tid og sted.”

Og det er sjovt, for det var lige præcis det, jeg IKKE oplevede – jeg var fuldt bevidst om tid og sted, som man altid er, når man keder sig. Det pæne, men kedelige, som også var min mening om designet, går igen i lyden.

Men det skal siges, at jeg var forberedt på det. DALI IKON 2 MK2 har en følsomhed på 86,5 dB – hvilket er ret lavt. Og når min forstærker, NAD 314, kun er på 2×35 W, så er det altså et dårligt match, også selvom det er ægte, solide NAD-Watt.

Men hurra, nu har disse IKON 2 jo heldigvis mulighed for bi-wiring eller bi-amping – så det skulle jo prøves, om det kunne hjælpe på den kedelige lyd. Bi-wiring er ikke noget særligt, det betyder bare, at man splitter ét højttalerkabel ud i to.

Men bi-amping er noget helt andet. Her fodrer man to effektforstærkere med signalet fra én forforstærker, og lader så den ene effektforstærker drive bas, og den anden diskant – herved fordobler man faktisk effekten.

Og jeg har tilfældigvis også en NAD 304 stående, som stort set er den samme forstærker som NAD 314, og med samme effekt. Og begge har den mulighed, som desværre er forsvunet på mange af NAD’s nyere forstærkere, at de har pre-out og main-in på bagsiden, forbundet med to bøjler, så den i stedet for en integreret forstærker kan fungere som for- eller effektforstærker – eller begge dele på én gang.

Med to Y-splitter-signalkabler kunne jeg forbinde pre-out og main-in på 314’eren, og samtidig have en pre-out til 304’eren. På den måde driver 314 på billedet her diskanterne, mens 304 driver bassen. Så i stedet for 2x35W får højttalerne nu 4x35W – eller hvad der svarer til 2x70W.

Og det rykkede – det hjalp gevaldigt på dynamikken og bassen i højttalerne, så jeg nu sad og lyttede til musik, i stedet for til højttalere – og det er jo formålet med enhver højttaler.

Den dobbelte effekt gjorde ikke lyden dobbelt så høj, men den gjorde den dobbelt så god! Moralen i alt dette er, at DALI IKON 2 MK2 kræver en kraftig forstærker – de 2x70W (og vel at mærke ægte watt – se evt. anmeldelsen af Sherwood AX-5505) er på ingen måde for meget. Hvis man kun har en svag forstærker, skal man købe nogle andre højttalere – eller købe ny forstærker – eller en forstærker mere!

Anyway, nu til lyden – den nye lyd. Her sker der som sagt noget nu. Opeth’s dødsmetal på Roundhouse Tapes lyder dejligt – men også en anelse poleret. Detajerne er rigtig godt med, og der er blandt andet nogle ting fra basguitaren, som jeg ikke rigtig har lagt mærke til før.

Det kan vel bedst beskrives som poleret træ – nogle detaljer lægger man mere mærke til, men der er også noget, der går tabt. Det er svært at forklare, for det er ikke som sådan bas, der mangles. Måske højttalerne bare for små til at spille dødsmetal fra en live koncert – men jeg har hørt andre kompakte højttalere, som godt kunne spille det indlevende. Og selv den skingre guitarsolo er altså blevet for pænt poleret, hvilket den ikke burde med en bånddiskants tilstedeværelse.

Man må nok bare sige, at dette ikke er IKON’s favoritgenre – eller også er det bare mig. I hvert fald bliver jeg ikke revet med, som jeg plejer.

Den meget kreative kaotiske jazz fra Chick Corea er som skabt til disse højttalere. DALI’s hybrid-diskant får alle detaljerne med fra saxofonen, uden at det bliver for skingert, hvilket ellers nemt sker. Lydbilledet og stereoperspektivet er rigtig fint, og hvis man lukker øjnene, kan man sagtens forestille sig bandet foran sig – eller, det kunne man i hvert fald, hvis lydniveauet var højere.

Rush’s hårde 70’er-rock på 2112 lyder også meget imponerende. Igen er lydbillede og stereoperspektiv fantastisk, og der er virkelig god sammenhæng mellem diskant, mellemtone-område og bas – lyden er bare utrolig ren. Men der er også noget vildskab i musikken, som ikke rigtig kommer til udtryk. Igen – højttalerne er meget imponerende, men for mit vedkommende går der altså lidt for meget studie-monitor i lyden – studie-monitorer er netop skabt til at afsløre lyden, som den virkelig er, så man kan finde fejlene.

I 80’erne var Rush blevet mere polerede, og produktionen var blevet dygtigere – og deres ”Signals” passer en hel del bedre til IKON 2 end ”2112”. Lyden på ”Signals” er pæn, lækker, flydende, drømmende. Og det får højttalerne gengivet rigtig godt, uden at det bliver kedeligt. IKON 2 finder fejlene i musikken, men de er også fremragende til at fremhæve det, som virkelig ER godt (eller pænt) produceret.

Og så til”Wolfheart”, Moonspell’s første album, som har fantastisk tråd og melodier, men samtidig typisk nybegynder-produceret – det lyder jammerligt på et anlæg, som afslører fejl. Og jeg forventede også, at det ville lyde jammerligt på IKON 2 – men det er faktisk ikke tilfældet.

Diskanten er ikke så afslørende, som man skulle tro. Og det får mig til igen at konkludere, at selvom IKON får detaljerne godt med – det gør de også her – så bliver lyden samtidig en smule poleret, så det kommer til at fremstå pænere. Og det må tilskrives DALI’s unikke hybrid-diskant med både afslørende bånddiskant og blød domediskant – det giver rent faktisk en meget unik lyd, som er pæn og detaljeret på samme tid.

Både Dream Theater og Porcupine Tree laver musik, som hører til i den progressive genre, hvor man ikke helt følger reglerne, og hvor man helt bevidst leger med instrumenter og lyde – og det kræver også noget af stereoanlægget. IKON 2 er gode til at få detaljerne og eksperimenterne godt frem hos begge bands, men man må alligevel sige, at den lidt mere polerede lyd hos Porcupine Tree fungerer bedre end den mere rå lyd hos Dream Theater. Og almindelig rock som Kent og R.E.M. klares selvfølgelig fint.

Og så til den elektroniske musik. IKON 2 er en højttaler, som man normalt vil bruge til at sætte sig foran og nyde noget god musik – og Propellerheads er ikke musik, som man normalt vil sætte sig og lytte til – det er fest-musik. Og derfor er det ikke det bedste match til IKON 2. Men når det så er sagt, så lyder det faktisk ganske udmærket, og IKON 2 vil med den rigtige forstærker godt kunne spille op til fest i en lejlighed – dog uden at skræmme nogle naboer til at flytte, hvis det er det, man er ude efter.

Den mere eftertænksomme musik fra Blue Foundation lyder til gengæld fantastisk på IKON 2. Både vokal og beats sidder lige i skabet, og jeg bliver virkelig grebet af musikken, som det er meningen. Det kan ikke blive meget mere perfekt – andet er der vel ikke at sige.

Rachmaninov’s klaverkoncert nr. 2 er til gengæld en udfordring for enhver højttaler, og det gælder også IKON 2. På det rigtige anlæg er denne koncert virkelig i stand til at give mig kuldegysninger og i det hele taget bare gys, men de udebliver i dette tilfælde. Lyden er flot, men for poleret. Det er perfekt til baggrundsmusik, men den store musikoplevelse er højttalerne ikke i stand til at formidle med Rachmaninov.

Konklusion

Det er meget svært for mig at give karakter til denne højttaler – så det venter vi lidt med. I første omgang er der nogle konklusioner, som ikke er lige så meget til diskussion.

For det første, så er det vigtigt med en god og kraftig forstærker, hvis man vil have vellyd ud af DALI IKON 2 MK2 – mindre end de 2x70W, som jeg har testet med, kan nok ikke anbefales – til gengæld kan de bi-ampes, hvilket kan være en god genvej til flere kræfter.

For det andet, så er dette en meget pæn højttaler, også på lyden – men samtidig detaljeret. Den klarer jazz og afslappet musik fremragende, men er et mindre oplagt valg til hård rock. Så man må gøre sig klart, hvilken musik man hører, før man køber – men det gælder jo altid.

Og det bringer os så til karakteren, som er så svær. Og det, der gør det svært, er, at jeg på den ene side er meget imponeret over højttalerne, men samtidig synes, at de er helt vildt kedelige – det kan lyde lidt mærkeligt, og kræver bestemt uddybning.

På den ene side, så synes jeg simpelthen, lyden er alt for pæn og poleret – vildskaben i musikken kommer aldrig til udtryk. Som tidligere beskrevet, så glemte jeg på intet tidspunkt tid og sted, og jeg havde meget svært ved at komme ud af anmelder-rollen (med Blue Foundation som undtagelse). Jeg sad hele tiden og vurderede højttalerne, i stedet for at lytte til musikken. Jeg sad ikke og fik lyst til at høre mere og mere musik, som jeg ellers ofte gør. Kort sagt – jeg kedede mig. Det er ikke en højttaler efter min smag, og den ville aldrig komme ind i min stue.

Men på den anden side: Højttalerne er stadig meget imponerende, og hybrid-diskanten giver nogle helt specielle egenskaber. Det, som IKON er gode til, gør de bedre end nogen andre, jeg har hørt. Detaljerigdommen er stor, lydbilledet er imponerende, og lyden er flot. Hi-Fi betyder High Fidelity, Høj Troværdighed, og det er netop, hvad IKON kan levere – den kan gengive musikken med meget stor troværdighed, som den sikkert har lydt i studiet.

Og hvad skal man så give karakter efter? Skal jeg vurdere højttalerne efter min egen smag, så vil jeg nok havne på 7-8 point. Og skulle designet tælle, ville det være lidt lavere endnu. Men når jeg prøver at vurdere højttalerne objektivt, så kommer jeg bare ikke uden om, at lyden er meget imponerende – og imponerende neutral. Det er ægte Hi-Fi, og det er meget flot, selvom jeg også synes, at det er meget kedeligt. Hybrid-diskanten giver også en meget speciel og imponerende lyd, og det er flot, at man kan få en så unik højttaler for 2799 kroner. Så når alt tælles med, er jeg nødt til at give 9 point ud af 10.

Tak

Højttalerne er venligst udlånt af Hi-Fi Klubben, som også er den danske distributør og forhandler.

Denne anmeldelse blev bragt i samarbejde med hjemmesiden:  Hi-Fi for folket

Besøg DALI højttalerfabrik ? Er du interesseret i at besøge den danske højttalerfabrik som står bag DALI, så tjek invitationen her.