Forside Emner Spil fokus

Spilanmeldelse: Bulletstorm


Spilanmeldelse: Bulletstorm


Som den selvbestaltede leder af et team soldatertyper i bedste Gears of war stil, sætter du jagten ind på din tidligere chef, der åbenbart har lokket jer til at dræbe uskyldige mennesker. Din higen efter hævn forplumres dog af en overdreven hang til sprut, samt særdeles løs aftrækkerfinger.


I det hele taget handler Bulletstorm mere om fart, action og spektakulære kills frem for dyb historiefortælling med fokus på personligheder.



Smæk for skillingerne


Tempoet er således højt fra først til sidst og da du efter ca en times spil bliver den lykkelige ejer af en pisk, der kan trække i fjender, ting og lignende, bliver underholdningen bestemt ikke mindre.


Pisken er en stor del af oplevelsen i Bulletstorm. Med pisken hiver du fat i fjender, der i slowmotion trækkes mod dig. Alt efter hvordan du vælger at straffe fjenderne, tildeles du skillpoints. Jo mere opfindsomme drab, des flere skillpoints modtager du. Der er masser af sindssyge måder, hvorpå du kan uskadeliggøre de stakkels fæ, der konstant kommer brølende imod dig. Epic har tænkt et godt stykke ud af boksen og uden tvivl skabt et spil, som forherliger pinefulde drabsmetoder, men samtidig har gjort det så enormt overdrevet og karrikeret, at man ikke føler det synderligt frastødende.


De optjente skillpoints kan i øvrigt omsættes til forbedrede våben og lignende. Det et nemt at gå til og menuerne er ganske overskuelige.


Minder en del om Gears of War


Udviklerne bag Bulletstorm har tidligere givet os de  to Gears of War spil (og endnu et er på vej). Den grafiske stil i Bulletstorm er tæt på den samme, ligesom stemmerne minder overordentlig meget om dem fra Gears. Det gør dog ikke noget og Bulletstorm er smukt at se på hele vejen igennem.



Konklusion


Bulletstorm er klassens frække dreng, der nok skal afskrække nogen med sin forherligelse af rå og afstumpet vold. Personligt synes jeg dog at volden er af så overdreven karakter, at den går hen og bliver morsom fremfor frastødende. Man motiveres til at finde på nye måder at dræbe på og når pointene vælter ind på kontoen, mens skærmen flyder med afrevne lemmer, blod og skrigende fjender, er det svært ikke at trække en smule på smilebåndet. Singleplayerdelen er underholdning og ca. 12 timer, hvorefter en udmærket onlinedel venter på dig.
Bulletstorm er for dig som tør dyrke den syge del af hjernen, uden at det blivet taget for andet end hvad det er, nemlig rendyrket drengerøvsunderholdning.


Plus: Mange måder at dræbe fjender på, flot grafik, flydende gameplay


Minus: For voldeligt for nogle, irriterende skrig fra fjenderne


Karakter: 80%


Udgiver: EA
Ude nu til Xbox 360 og PS3
Testet på PS3

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.