Microsofts Windows Phone bliver Nokias primære smartphone-platform i fremtiden. Et tæt samarbejde er nu en realitet.
Nokia har fulgt anbefalingerne fra mange analytikere, og har netop annonceret et strategisk samarbejde med Microsoft.
I en pressemeddelelse skriver Nokia, at de vil adoptere Windows Phone som sin principelle smartphone strategi.
Helt præcist skrives der, at Windows Phone bliver Nokias PRIMÆRE smartphone-platform.
Nokia vil blandt andet bidrage til Microsoft med foto- og kort-tjenester. Således bliver Nokia Maps (bemærk: ikke længere OVI Maps) hovedmotoren i Microsofts kort-services. Nokia Maps bliver også integreret med Microsofts Bing-søgemaskine.
Bing bliver tjenesten, som brugerne kan benytte til at søge på tværs af Nokias enheder og services.
Nokias aftaler med operatørerne verden over vedrørende betaling for ydelser over mobiltelefonen, bliver også integreret i Nokias Windows Phones services.
Hvad med Symbian og MeeGo?
Det er tydeligt, at Nokia på smartphones satser hele butikken på Windows Phone.
En ny division i Nokia med navnet “Smart Devices” bliver stedet, hvor Nokia Windows Phone placeres, og under denne enhed ligger Symbian og MeeGo.
Symbian bliver til en franchise platform, hvor andre aktører på visse betingelser, kan få adgang til at bruge styresystemet.
Nokia flytter MeeGo til at være et open-source projekt. I pressematerialet står der, at MeeGo vil satse på den langsigtede udvikling af “næste-generations enheder”.
Nokia har fortsat planer om at sende MeeGo-relaterede produkter på markedet i løbet af dette år.
Analytiker: Risiko for at ende som Dell
Nokias annoncering af samarbejdet med Microsoft overrasker ikke teleanalytiker John Strand fra Strand Consult.
“Vi havde forventet en Windows Phone strategi på et amerikanske marked. Men det lader til, at Nokia har valgt at gå længere end det. Jeg er derimod overrasket over, at Nokia erkender, at en lang række af deres strategier har slået fejl – uden at det har fået konsekvenser i ledelsen,” siger John Strand til Mobilsiden.dk
Han mener, at risikoen ved Windows Phone-platformen er, at Nokia bliver mobilverdenens svar på Dell – altså ender som en ren hardware-producent.
Hvad vi endnu ikke ved
I detaljerne omkring samarbejdet mellem Nokia og Microsoft fremgår det ikke, hvilken indflydelse aftalen har på andre partnere, som Microsoft samarbejder med på Windows Phone.
Bliver Windows Phone kun for Nokia? Vil Nokias services også komme ud til f.eks. Samsung-mobiler med Windows Phone?
Og hvornår ser vi de første Nokia Windows Phone smartphones i butikkerne?
Ikke mindst. Hvordan skal købere af topprodukter, som Nokia N8 og Nokia E7, forholde sig nu?
Video: Annoncering af samarbejdet
Kilde: mobilsiden.dk