Apple TV2 kan ikke meget når du hiver den ud af kassen, men det ændrer sig alt sammen hvis du hacker den og installerer XBMC.
Apples prisbillige mediestreamer udstyres med nye talenter med open-source mediecenter.
Apple TV2 er en interessant og spændende mediestreamer. Den koster næsten ingenting, og er så lille at du stort set ikke lægger mærke til den på A/V-møblet. Men den leverer også en stærkt begrænset oplevelse. Du kan kun streame film og tv-serier fra Apples servere eller dine egne computere med iTunes. Der er hverken understøttelse for MKV eller DivX-filer, og Apple tillader ikke højere opløsninger end 720p.
Men så kan du jo bare hacke den og installere Open Source-programmet XBMC. Et community af hårdtarbejdende entusiaster har lavet en version af XBMC til Apple TV2, der forvandler den lille boks til et alsidigt mediecenter med understøttelse for en lang række filtyper og den fulde HD-oplevelse med 1080p HD-opløsning.
XBMC til Apple TV2 understøtter også plug-ins, så du kan tilføje ekstra funktionalitet, og udviklerne bag arbejder også på at tilbyde en online-butik á la Cydia til iPhone, så du nemt kan installere apps på maskinen.
XBMC er også blevet frigivet til iPhone, iPod Touch og iPad. Her skal du også hacke, eller jailbreake, enheden for at få del i løjerne.
Ejer du en Apple TV2 og vil du prøve kræfter med XBMC, så kan du finde den nødvendige software og vejledning på websiden her!
Du kan læse mere om XBMC til Apple TV2 og Apples håndholdte gadgets på XBMC.org
Pris og tilgængelighed
Software XBMC er OpenSource og dermed gratis.
Apple TV2 kan ikke købes i Danmark endnu, men kan erhverves i lande som Tyskland og Storbritanien for under 900 kr. Falder vejen forbi USA bliver det endnu billigere, der kan Apple TV2 erhverves for blot $99 svarende til 550 danske kroner.