Forside Styling Layout: Uden komm.

Anmeldelse af Oppo BDP-93 3D blu-ray


Oppo BDP-93EU er en stilren Blu-ray afspiller


 


Indledning


Så kom den endelig, Oppo BDP-93EU. Den nye blu-ray og DVD afspiller fra Oppo der også klarer 3D blu-ray. Vi kigger nærmere på den her.


BDP-93 fra Oppo var ventet i november, og flere gange i december lød jungletrommerne i det fjerne; Men først omkring den 10. januar 2011 nåede Oppo´en den danske importør. Og tænker jeg lidt tilbage til lanceringen af forgængeren Oppo BDP-83, så oplevede jeg da vist lidt af et deja-vu.


Faktisk har jeg flere gange tænkt på, om det er en billig reklameform for Oppo, når de sådan skruer forventningerne op for lanceringen af afspilleren, og at den så ikke kommer som forventet. Sådan hænger det nok ikke helt sammen alligevel. For én ting er helt sikkert, Oppo´s Blu-ray afspillere er i den grad anerkendte, og ventet med længsel når der lanceres et nyt produkt fra Oppo.


Jeg skal lige bemærke, at den anmeldte afspiller er i en firmware version, hvor en del af de annoncerede funktioner endnu ikke er implementeret. Og manglerne omfatter bl.a. streaming, og adgang til visse internettjenester. Jeg har flere gange kommunikeret med de venlige og i mødekommende gutter hos Oppo-bluray.co.uk, og her fortalte de mig, at den i skrivende stund implementerede firmware, i bund og grund skal betragtes som en Beta-version.


Men de forklarede også, at de havde ret store planer med de fremtidige opdateringer, og meget af det fremtidige til en vis grad afhænger af kunde feed-back. Og se lige her finder vi efter min mening en af de helt store forskelle mellem Oppo og flere andre producenter, nemlig kundefokus. Ved lanceringen af forgængeren opdagede brugerne en næsten hidtil uset grad af ønske om kundekontakt. Nå, men inden at jeg helt mister min troværdighed, og erklæres som udtalt Oppo-fan (de der kender mig ved, at jeg ikke er inkarneret Oppo-fan), så  må vi hellere komme lidt videre i anmeldelsen.


For mig kendetegner den nu lancerede afspiller, en noget markant ændring i prioriteringerne i forhold til forgængeren Oppo BDP-83. Fra at være en udpræget nørdmaskine med sin Anchor Bay VRS deinterlacing processor, til nu en særdeles velkonfigureret 3D afspiller med en Marvell’s Kyoto-G2 video processor, og dermed en måske generelt lidt mere “Tilgængelig” Blu-ray afspiller.


Tag endelig ikke fejl, jeg mener nemlig ikke, at de ændrede prioriteringer kendetegner en lavere kvalitet – næsten tvært i mod. Der er, og bliver nemlig implementeret en række af spændende nye funktioner, som henvender sig til et bredere kundesegment.


 


 


 


Design og byggekvalitet


Oppo BDP-93EU fremtræder utroligt elegant og enkel. Frontpladen er i sort børstet aluminium, med ganske få betjeningsknapper. Set fra frontens venstre side finder man en afbryder placeret tæt på en lille statuslampe der viser om afspilleren er tændt/slukket. Herefter et lille display der viser de vigtigste afspilnings detaljer.


Dette display suppleres så af et andet endnu mindre display, der kortvarigt viser hvilke medie der afspilles f.eks. SACD/CD/DVD osv.  I midten af fronten findes discskuffen, hvor det er en fornøjelse at observere og lytte til funktionen af discskuffen. Skuffen virker nemlig velløbende og stabilt fungerende.


Lige efter discskuffen findes betjeningsknappen for åbning og lukning af disc-skuffen. Og videre en mulitifunktions knap kendt fra flere andre Blu-ray afspillere, der styrer de mest brugte funktioner i forbindelse med afspilning af et medie. Skjult bag et lille gummidæksel skjules den ene af 2 USB tilslutnings muligheder.


Det der for mig gør fronten så elegant er, at de fleste betjeningsknapper og discskuffen er helt “Flush” med frontpanelet i øvrigt. Det skulle egentlig ikke undre mig, hvis afspilleren kommer til at være lidt af et design ikon for kommende afspillere. 


Afspillerens byggekvalitet generelt er ganske fornem, kvaliteten af diverse tilslutninger lader intet tilbage at ønske. Afspilleren står på fire “forkromede” plasticfødder, og med sin vægt på næsten 5 kg, og med sin stabile konstruktion, står afspilleren meget solidt på et underlag.


Kigger man under “Hjelmen” vil man se et glimrende arbejde udi printplader, komponenter og loddeteknik. Alt det arbejde er naturligvis stort set automatiseret for en stor del, men planlægning, placering, og valg af komponenter er da heldigvis stadig menneskeskabt, og her har ingeniørerne tænkt sig godt om. Der ses en fornuftig afstand/afskærmning til de komponenter der kan have uheldige afhængigheder til andre komponenter omkring elektrisk udstråling, og varmepåvirkning.


Afspilleren er ikke monteret med en synlig blæser, og der høres heller ingen støj fra afspilleren.


 



 


Fjernbetjeningen


Fjernbetjeningen er identisk med enheden der følger med forgængeren Oppo BDP-83. Og den sammenhæng skal man ikke være utilfreds med. Fjernbetjeningen er ganske stor, betjeningsknapperne er generelt ganske store, og det samme gælder for tekstbetegnelserne for funktionen af betjeningsknapperne. Man skal altså ikke nødvendigvis finde det store forstørrelsesglas frem for at finde den knap som man lige har behov for.


Fjernbetjeningen har en fornuftig tyngde, og ligger fint i hånden, og selve kvaliteten af materialerne som er benyttet, er typisk bedre end andre tilsvarende fjernbetjeninger fra andre afspillere i samme prisklasse.


Nogle af de ting som brugeren formentlig vil sætte pris på ved betjeningsenheden er de direkte adgange til flere funktioner, som man normalt ofte skal ind og finde i en afspillers menupunkter. Disse funktioner omfatter funktioner som undertekster, billedopløsning og audio. En anden meget brugbar funktion i denne prisklase er jo, at betjeningsenheden har fuldt belyste knapper i en behagelig gullig farve.


Jeg må indrømme, at da jeg tog fjernbetjeningen i brug første gang blev jeg meget skuffet over dens funktion. Man skulle være endog meget præcis med at rette enheden mod afspillerens sensor, og man skulle ikke sjældent trykke flere gange på samme knap for at opnå det ønskede valg. Hele polemikken blev simpelt løst ved at udskifte de medfølgende batterier med ditto nye. Blot et lille fif.


 


 



 


Menuerne


Også menuopsætningen er stort set identisk med menuerne fra Oppo BDP-83. Dette forhold er en god ting, for alle menupunkter er lækkert præsenteret, systematisk og logisk opbygget.


Alle menupunkter er forsynet med en lille forklarende undertekst på engelsk. Engelsk er det eneste menusprog der findes, men dette forhold vil blive ændret ved en kommende opdatering. Der kommer dog iflg. Oppo ingen dansk tekst til menuerne.


I forbindelse med, at der i forhold til forgængeren er blevet implementeret nye funktioner såsom trådløst internet m.v., findes disse jo naturligvis som nye underpunkter. Yderligere punkter vil blive tilføjet i takt med, at der ved kommende firmware opdateringer vil blive lanceret nye funktioner.     


Nu vi er ved menuerne, så lad os kigge lidt på førstegangsopsætningen. Opsætningen er meget lige til, og nærmest “Plug and Play”. En rigtig fornuftig ting er jo, at vælger man blot at følge de angivne forslag ved opsætningen af afspilleren, så programmeres afspilleren til en opsætning, som typisk er meget korrekt for langt den største del af brugerne. Selv 1080p24fps indstilles i modsætning til forgængeren nu automatisk.


Der er en velsignelse af indstillings – og opsætningsmuligheder i menuerne, som nok skal kunne tilfredsstille den mere avancerede bruger. Der findes naturligvis opsætningsmuligheder for surround sound og billede. Som udgangspunkt er det nu min erfaring, at den type af indstillinger normalt bedst foretages ved henholdsvis receiver og display/projektor.


Skift mellem de forskellige menupunkter foregår relativt hurtigt.


Den trådløse internetforbindelse sikres af en elegant lille Dongle, og opsætningen foregår uden problemer af nogen art.


 


 


 


Billede – og lydkvalitet


Uha, nu må jeg ind på et område, som kan være svært at forklare og bevise, når vi taler om et Blu-ray (BD) billede. “Sangen” går jo generelt på, at det er fuldstændigt underordnet, om man benytter en BD afspiller til 1000 kr., eller en til måske 10.000 kr.


Årsagen til, at der ingen forskel teoretisk kan være er jo, at billedsignalet er digitalt, og består af karakterne 1 og 0. Jeg har haft så mange afspillere i mit setup, vel mere end 20 forskellige, og jeg har fra tid til anden kunne se forskel. Forskellen er specielt stor i billedet når jeg tænker tilbage på de meget tidlige Samsung og Panasonic afspillere. Forskellen bliver så over tid noget mindre mellem de nyeste afspillere.


Når jeg bedømmer et BD billede benytter jeg kendte filmsekvenser, og sammenligner direkte mellem 2 afspillere, der kører næsten synkront den samme filmsekvens. I dette tilfælde blev Oppo´en holdt op på min egen Panasonic DMP-BDT300, og en koncertoptagelse med Stevie Wonder. Forskellene ligger i bitte små detaljer.


Det som jeg bemærkede mig i denne sammenhæng var klarheden og detaljerne i den mikrofon, som Stevie Wonder benyttede, forskellen i detaljerne på smykkerne som de dejlige “Juhu-piger” bar. Jovist var der en smule forskel til Oppo´ens fordel. Det samme noterede jeg mig omkring det sortniveau som blev vist på mit Panasonic panel.  


 


 


 


Forskellene er på ingen måde revolutionerne, og man kan sikkert få en lang og heftig debat om hvorledes forskellene kan opstå, eller om det bare er ren indbildning fra min side – det mener jeg nu ikke at det er, indbildning altså.


Men hvor om alting er, så præsentere Oppo BDP-93EU et 2D Blu-ray billede som jeg formentligt ikke har set bedre før, heller ikke på afspillere der er væsentligt dyrere.  


Til gengæld måtte jeg ud i en større øvelse, da jeg skulle afspille 3D fra afspilleren, via min Pioneer receiver, og til mit panel. Alt mit udstyr er 3D udstyr, og jeg burde ikke opleve problemer overhovedet. Eneste problem, jeg kunne ikke afspille 3D på mit setup.


En mail til Oppo UK torsdag aften omkring mine observationer, svar fra Oppo UK fredag morgen, hvor de udbad sig yderligere observationer, og et hurtigt tilbagesvar fra Oppo om, at der var blevet opdaget koordinations problemer på HDMI mellem Oppo og min Pioneer receiver. Og alt ville formentlig blive løst med en firmware update den følgende lørdag.


En slutbemærkning fra Oppo “John please stay in touch with your observations”. Og så er vi tilbage til Oppo´s kundefokus, den er fremragende.   Jeg løste problemet midlertidigt ved at re-route min kabelforbindelser (billede og lyd), og dermed tog jeg begge afspillerens HDMI udgange i brug, og kunne nu nyde 3D fremvisningen.


 



 


3D fremvisningen er glimrende, og ingen crosstalk blev observeret. 3D billedet er på line med min egen Panasonic afspiller, her så jeg altså ingen forskelle mellem de 2 afspillere.


Og så for nogen det meget spændende, er Oppo BDP-93EU lige så god som sin forgænger BDP-83 til afspilning af DVD. Lad os kigge på sagen.


Når jeg tester evnen til deinterlace benytter jeg Spears and Munsils test BD. Den er nok ikke den mest avancerede til det brug, men der er i discen et antal billedsekvenser af forskellige typer og parametre, som jeg benytter ved hver eneste anmeldelse.


Mit udgangspunkt er, at kan en afspiller med glans bestå de prøver, så kan det ikke gå helt galt med deinterlace ved afspilning af en DVD. Langt de fleste af de tests som jeg har gennemført med andre BD-afspillere kommer på et tidspunkt frem med deinterlace fejl af større eller mindre betydning.


Jeg har testet Oppo BDP-83 på nøjagtig samme måde, som jeg her benyttede til Oppo BDP-93EU, og jeg fandt altså bare ingen fejl. Ikke dermed sagt, at den nye Oppo er lige så god som forgængeren, men forskellen må være så minimal, at detaljerne nærmest må være uinteressante for selv den meget krævende bruger. Jeg kan altså ikke udelukke, at man ved brug af andre eller mere avancerede tests kan finde fejl.


Det som jeg til gengæld observerede med den nye Marvell’s Kyoto-G2 video processor var, at den er bedre til at fjerne billedstøj, end Anchor Bay processoren. Man kan så diskutere, om det er en fordel med den type af billedforandringer, men for mig er det altså vigtigere med et billede der fremstår klart, roligt og med gode detaljer, end tanken om, at der er pillet lidt ved billedet. Det er op til den enkelte at vurdere.


 



 


Den ultimative DVD-test var her en gammel engelsk søkrigs DVD film fra omkring 1953, som netop fremstod med en del billedstøj. Generelt må man sige, at den nævnte film for den tid var optaget meget flot, og i farver. Men turen i gennem Oppo´ens billedprocessor gjorde bestemt ingen skade, det var blevet en mere klar og rolig film at se på. De samme forhold gjorde sig i øvrigt gældende for de øvrige DVD film jeg testede med, Oppo´en klarede det hele med vajende faner og klingende spil.


Så er der jo surround lyden og her i en 5.1 opsætning. Man kan vælge at benytte digital lyd via de digitale udgange, eller analog lyd via RCA udgangene.  Oppo BDP-93 anvender de samme DAC´s som Oppo BDP83, det betyder, at den analoge lyd stort set er tilsvarende som ved sin forgænger.


Det betyder igen, at jeg ikke synes at den analoge lyd er specielt fremragende. Men omvendt, skal ret være ret, er den analoge lyd typisk bedre end andre BD-afspillere i samme prisklasse, men man skal altså op i væsentligt dyrere afspillere for at opnå en for mig godkendt analog lyd.


Alternativt kan man vente og se på den kommende Oppo BDP-95, som med sine Sabre DAC´s formentligt er væsentligt bedre på det analoge område.


Jeg har testet den digitallyd via HDMI (PCM, hvor afspilleren står for lyddekodning), og den er som ventet fremragende. Stor grad af lyddybde, detaljerne er på plads, bas er velstyret, og klang og dynamik er bare i orden. Her er der bestemt intet at udsætte. Og disse udsagn gælder både for egentlige action film, som for koncert BD´er.  


Afspillerens lidt mere svage punkt er afspilning af CD, i det mindste hvis man som jeg er glad for musik i stereolyd. Dette er en svaghed som Oppo´en ikke er alene om, det gælder for stort set alle BD-afspillere under 10.000 kr. Man kan ikke det hele med det ene multidrev, og den mangel er tydelig.


Men som jeg nævnte omkring den analoge lyd, så er Oppo´en faktisk alligevel en del bedre en sine konkurrenter i samme eller lidt dyrere prisklasser. Og det er i den sammenhæng man skal se mine bemærkninger. CD stereolyden er brugbar for den knapt så kræsne musikelsker, men der mangler altså for mig, saft og kraft i dynamik, detaljer og klang.


Oppo har ganske fornuftigt udtaget muligheden for den analoge stereolyd fra Oppo BDP-93EU, til gengæld bliver muligheden relanceret i den kommende BDP-95EU.


Lidt af det samme gør sig gældende ved afspilning af SACD. Af en eller anden årsag præsenteres lyden dog bedre ved afspilning af SACD, end jeg husker den fra sin forgænger. Afspilning af SACD er sikkert ganske brugbar for mange, men Oppo´en er nok ikke den, som en musikelsker vil have som sin prioritet. 


Og alt andet lige, så er Oppo BDP-93EU vel primært en BD og DVD afspiller.


 


 


Målinger


Hvis man sammenligner de målinger jeg har taget for opstart og load af medier vil man se, at Oppo BDP-93EU ikke er helt så hurtig som sin forgænger. Jeg har dog på fornemmelsen, at dette forhold bliver udlignet i takt med, at Oppo for gennemført sine kommende firmware opdateringer.


Det skal desuden påpeges, at målinger på load af Blu-ray discs ikke er foretaget med BD-live i “On” funktion.




  • Opstart: 19 sekunder


  • Load af 3D BD Grand Canyon Adventure: 22 sekunder


  • Typisk load af BD: 18 sekunder


  • Typisk load af DVD: 12 sekunder


  • Den for mig helt tunge BD at loade er jo “Terminator”, og den klarede Oppo´en med 42 sekunder.


  • Forbrug ved standby: 0.44 Watt


  • Forbrug ved typisk BD afspilning, 5.1 surround: 33.7 Watt.


 

 


 

Øvrige specifikationer




  • Afpilleren afspiller følgende medier: BD-Video, DVD-Video, AVCHD, DVD-Audio, SACD, CD, HDCD, Kodak Picture CD
    CD-R/RW, DVD±R/RW, DVD±R DL, BD-R/


  • Udgang og output: Analog Audio: 7.1ch or 5.1ch, stereo


  • Digital Audio: Coaxial, Optical


  • HDMI Audio: Stereo, up to 7.1ch high-resolution PCM, up to 5.1ch DSD, bitstream or LPCM conversion of Dolby Digital, Dolby Digital Plus, Dolby TrueHD, DTS, DTS-HD High Resolution Audio, and DTS-HD Master Audio. 


  • Analog Video: Composite, Component Video (Y/Pb/Pr, 480i/480p, 720p/1080i


  • Digital Video: HDMI with HDCP (NTSC: 480i/480p/720p/1080i/1080p/1080p24, PAL 576i/576p/720p/1080i/1080p/1080p24


  • 2 USB indgange


  • Vægt: 4.9 kg.

Bemærk, at kun ved HDMI udgang 1, er videoprocessoren i funktion.


 


  


 


Konklusion


Når nu man læser min anmeldelse af Oppo BDP-93EU, skal man huske på, at mine bemærkninger omkring den analoge lyd alene relatere sig til mit lyd setup. I andre setup, kan de analoge præstationer måske opfattes anderledes.


Om Oppo BDP-93, da jeg skulle formulere min konklusion på afspillerens præstationer, og mine oplevelser funderede jeg lidt over taleformen “Ingen træer vokser ind i himlen”. Havde det været sådan, at afspillerens præstationer som CD og SACD afspiller havde været bare nogenlunde på linie med en god dedikeret CD/SACD afspiller, så var træerne godt på vej til at vokse ind i himlen.


Der findes efter min bedste overbevisning og erfaring, ingen Blu-ray afspiller i samme prisklasse, der når bare Oppo BDP-93EU til hofterne. Man skal en hel højere op i pris for at finde en jævnbyrdig konkurrent. Og den sammenhæng gælder for alle områder, herunder også afspillerens samlede kvaliteter, dens brugervenlighed, og dens fleksibilitet.


 


 


 


Spørgsmål


Har du spørgsmål til denne anmeldelse og den afspiller vi anmeldte, er der oprettet et emne i forummet:


Anmeldelse af Oppo 3D blu-ray



 











Grejet på testbænken


Testbænken hos recordere.dk var til denne anmeldelse udstyret med:



  • Display : Panasonic TX-P50VT20
  • Højttalere : ELAC FS247, ELAC CC241, Velodyne 800i & M&K CS-29 
  • HT kabler : CSN Custom Cables
  • HDMI kabler : Supra og Oppo
  • Receiver : Pioneer SC-LX83
  • CD Afspiller : Sony SCD-XA5400ES
  • Blu-ray afspiller : Panasonic DMP-BDT300


 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.