Markedet er gået i stå
Det engang så blomstrende marked for harddiskoptagere er gået helt i stå nu herhjemme.
Først kom DVD optageren, som afløser for VHS optageren. Kort derefter fulgte de kombinerede DVD- og harddisk-optagere. Men nu er den æra tæt på at slutte. Markedet for den slags er gået i stå herhjemme viser de seneste prognoser fra Branchen Forbrugerelektronik.
Da salget var på sit højeste i 2006/2007 blev der solgt 200.000 styk herhjemme om året. I 2009 var det tal nede på 90.000, og i år forventer branchen kun et samlet salg på sølle 20.000 enheder (ikke medregnet settop bokse).
Digitaliseringen og den manglende understøttelse af MPEG-4 og digitalt kabel-tv vurderes at have været en medvirkende årsag til at fabrikanterne tabte det marked. Fra den ene dag til den anden stod der pludselig de forkerte varer på hylderne.
Udviklingen i salget i Danmark
Kilde: Branchen Forbrugerelektronik. Illustration: Recordere.dk
Danskerne vil tidsforskyde
For Familien Danmark vil tidsforskyde TV viser statistik fra Branchen Forbrugerelektronik. En fjerdedel af de danske husstande optager TV mindst én gang ugentligt, og halvdelen af hustandene har muligheden for det.
Så selv med TV arkiv, video-on-demand og internet er der et behov for tidsforskydning af TV.
Der optages mest på harddisk i hjemmene i dag. Harddisk-optageren er i brug i knap halvdelen (47%) af hjem som optager TV. Men det er tæt forfulgt af VHS bånd (45%) og på tredjepladsen finder vi DVD skiverne (31%). At tallene tilsammen giver mere end 100% skyldes at nogle hjem har flere typer af TV-optagere til rådighed.
Digitalt kabel-tv vil lide
Med de katastrofalt lave salgstal for harddisk-optagere, vil det være op af bakke at overbevise producenter som Sony, Panasonic, Pioneer, Philips osv. om at de skal tilbage i kampen, og levere os harddisk-optagere til digitalt kabel-tv (DVB-C).
For med så lave salgstal får de svært ved at overbevise udviklingsafdelingerne hjemme, om at der er et marked i Danmark.
Dette selvom YouSee og Stofa for længst har givet digitalt TV frit, så det ville kunne modtages af harddisk-optagere med DVB-C tuner.
Der mangler produkter på hylderne
Den negative udvikling på salget kunne måske have være undgået, hvis vi havde haft de rigtige produkter på hylderne allerede nu. Med 1,2 mio. kunder alene på YouSee kabel-tv er der et uudnyttet marked.
Men indtil videre er det kun koreanerne Samsung og LG der har turde prøve at vende markedet indenfor DVB-C optagere. Samsung sælger kombi Blu-ray og harddisk optagere i Danmark, og LG ventes at være på vej med en model.
De øvrige producenter tøver. Og mens de tøver dør harddisk-optageren.