Forside * Nyheder

Apple bøjer sig for pres fra EU


Efter pres fra EU har Apple valgt at droppe kravet, om at en iPhone skal repareres i det land hvor den er købt.


Fremover kan en iPhone købt i et andet EU land eller EØS land (Norge, Schweiz og Liechtenstein) repareres i Danmark. Apple har droppet kravet om at en iPhone kun kan repareres under reklamationsretten i det land hvor den er købt.


Apples kursskifte sker efter pres fra EUs konkurrencemyndigheder, der i foråret indledte en undersøgelse af Apple for to forhold. Det skriver EU-kommisionen i en pressemeddelelse.


Det andet forhold EU kiggede på, var at Apple ikke tillod udviklere at lave iPhone applikationer i andre programmeringssprog end Apples egne. Men den begrænsning droppede Apple for et par uger siden.


Nogle medier har spekuleret i om EU også ville benytte lejligheden til at tvinge Apple til at understøtte Flash i iPhones. Men det afviser EU overfor IT magasinet ComON.


“Ideen er bestemt ikke at tvinge Apple til anvende Flash eller noget som helst andet på deres iPhone. Hvis de har bestemt sig for at holde bestemte features fra deres udstyr, så skal de have lov til det”, udtaler EU-talsmand Jonathan Todd til ComON.


De nye retningslinjer for reparation af iPhones på tværs af landegrænserne indenfor EU/EØS er trådt i kraft.


 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.